Fri inspiration. Smukke ting. Mor-tanker. Karriereliv.
Lommefilosofi. Navlepilleri. Lette hverdagsløsninger. Og alt muligt andet i mine
(og måske dine) stiletter. Veldesignet og med et tvetydigt glimt i øjet.


Påskehilsen fra mig til dig

Synes, vi alle har fortjent lidt farve-pang og en velment hilsen på bloggen i dagens anledning.
Simpelthen en lille påskehilsen fra mig til dig.

Foto 1: Påskeliljer og grene fra allersødeste “næsten-(sviger)datter”. Synes da lige, at farven gul havde fortjent lidt spalteplads her til påske. 

Foto 2: Ægpusteri og maling blev det også til i ugens løb. Vi besøgte Sønderho Nordisk Design, som havde sat en sød, lille familieworkshop i stand i påskedagene. Lidt flere nyheder fra selvsamme butik følger i tiden, der kommer.

Foto 3: DIY-karse-luftballon fra Bertrams børnehave. Bunden af en mælkekarton er pyntet med gult silkepapir og foret med vat, så karsen kan spire. En gul ballon og gul bomuldssnor er bundet på til sidst. Den pynter så fint i køkkenet.

Foto 4: En meget træt baby kapitulerer efter store mængder frisk vesterhavsluft. Lang mand med mindstemand på skuldrene går i rask tempo foran. Afsted til sommerhuset og eftermiddagshygge på terassen.

Foto 5: Sønnen min har plukket en smuk buket til sin allerbedste moar. Blomsterne er fundet i Farmors dejlige have. Her kan man altid finde nye forsyninger af årstidens pynt. Tak, lille skat <3

Foto 6: Resultatet af Bertrams ægmaling i Sønderho. Simpelt og maskulint – og alligevel så dekorativt. Som en Instagram-følger skrev, er motivet måske ligefrem velvalgt: “Himmel og jord”. Fint, ik?

Nyd hinanden, nyd vejret og ikke mindst chokoladen, der (forhåbentlig) hører en rigtig påskefest til.

 

/Lene

 

 

|
  • Insta-kollage: Forårsfornemmelser

    Måske du har fulgt forårets indtog på Instagram?
    Her får du i hvert fald et lille udpluk af fotos fra min profil dette pre-forår.

     

    Foto 1: Fornemt besøg af den sødeste, lille klovn. Frigga fejrede første fastelavn med dagplejen. Iført hjemmesyet buks, blå vest fra Krutter, butterfly, strikket genbrugshat og rød næse. Tilsat klappe-kage-fagter.

    Foto 2: Snuppede for nyligt sommerhustur på Fanø. Ahhh… tiltrængt. Besøgte i øvrigt butikken SALT i Nordby. Fine sager og fristelser. Blandt andet disse sko fra Fly London. Har aldrig nogensinde før tænkt, at jeg måtte eje et par gule sko. Hermed noteret på ønskeseddel.

    Foto 3: Så sagde vi pænt farvel og god vind til vores første praktikant. I afskedgave fik vi denne fine, hvide Elements-kande fra Royal Copenhagen. Designet af Louise Campbell. Sødt (og veldesignet), ik?

    Foto 4: MPG er børnenes fest. Og i år fik to heldige 5-årige lov at holde deres første af slagsen. Uden små søskende, som lå trygt i deres senge. Iført festtøj og rette hovedbeklædning, gik vi først ombord i årets første grillmad: Kyllingelår i marinade af farin, chilisauce og ketchup samt pølser i svøb. Skilte blev malet og TVet dekoreret med flag. Alle deltog i afstemningen – børn og voksne. Sluttede af med nachos, ost og guacamole. Et par slatne børn var herefter grydeklare og ret så lykkelige.

    Foto 5: Én af de dage, hvor det ikke er så slemt at trisse rundt om sig selv og afvente halvvågen baby ved barnevognen. Sådan en udsigt og sådan en spirende forårsfornemmelse – så kan babybøvl bare komme an!

    Foto 6: Så tog vi en fridag. Far, mor og søn. Bare os tre, mens lillesøster inklusiv skoldkopper blev passet. Togtur, brunch og en hyggelig formiddag på Aros. Regnbuen set i regnvejr efterfulgt af Tal R-udstilling, Boy og sanserum i kælderen. Og så var trapperne vældig sjove og labyrintagtige. Mest af alt nye oplevelser i slowmotion. Hvor vi tog os tiden – uden hast. Og hvor storebror ikke var storebror, men den mindste. Fuld opmærksomhed og masser af sniksnak. Alt imens alle vennerne var i børnehave.

     

    Forårsfornemmelser, hvor de fleste af os forsøger at balancere familie, job og egentid efter bedste evne. Og det hjælper altid en smule med godt vejr og frisk grønt på din vej.

     

    /Lene

     

     

    |

    Storebrors værelse…

    … har gennemgået en lille re-making.

    Far og søn har haft travlt med små oprydningsprojekter på drengeværelset. Og det er da ret så fint, knejter <3

    Væggen ved sengen er malet grøn-blå i maling fra Dyrup. Begge hankøn har været involveret i projektet, som faktisk er blevet ret hyggeligt og varmt.

    Fine plakater med fabeldyr fra danske Mesterwerk er hængt over den gamle skibsbriks af Børge Mogensen. Den multifarvede strikplaid er fra IKEA.

    Sorte plastkasser med låg er købt i det lokale byggemarked. Og er rykket fra skuret og ind i værelset. Nu fyldt med LEGO, trylleudstyr og dominobaner m.v. Pantonefolier med forskellige farvekoder er sat på kassernes forside. Disse er hentet fra vores designerfars personlige ral-folievifte.

    Farmand har lavet DIY-lyssværd-holder på en lille væg for enden af sengen. Holderen er en opfindelse med udspring i cykellygteholder (øverst) og haveredskabsholder (nederst). Den hænger virkelig godt og stabilt. Og sønnen er meget tilfreds med udstillingen (+ at lillesøster ikke kan nå sværdet mere).

    Se bare, hvordan det kan gå, når drengene “får lov”…

     

    /Lene

     

     

    Pssst: Farvekoden på malingen er: NCS S 2010-B fra Dyrup.
    Den kan dog syne lidt forskelligt i farvenuancer og styrke alt efter lysindfald osv.

     

     

    |

    Børnetøj: Frit valg på børnepræmisser

    (Sponsoreret indlæg)

    Hvad ville børnene vælge, hvis de selv fik lov?
    Uden mors indblanding. Uden forhandling. Uden kompromis.

    I samarbejde med LEGO Wear har jeg sat to skønne 5-årige stævne for at udvælge deres eget fiktive favoritsæt fra inderst til yderst. Frit valg på alle online LEGO-hylder.

    Min allersødeste søn og hans bedste veninde har nu udvalgt hver deres yndlingssæt. Vi tog samtidig en lille snak om, hvad de godt kan lide, hvad der er hadetøj og hvorfor de er vilde med det, de har valgt. Her får du et par retningslinjer til tøjkøb på børnepræmisser – sagt med deres egne ord.

     

    Smilla fortæller om sit valg af tøj:
    ”Jeg vil bare gerne have flotte farver. At de er flotte sammen – og passer lidt sammen. Synes ikke det skal være alt for vildt. Især kan jeg godt lide lyserød og lilla. LEGO Friends er ret flot, men det er mere farverne, jeg kan lide”.

    ”Jeg kan ikke lide, at der er for meget diller-daller på tøjet, som sidder fast i mit hår eller driller i nakken, når jeg hopper. Og det er ikke rart, når tøjet klør. Derfor skal det være blødt”.

    “Og så synes jeg, at kasketten skal være lige foran – ikke bøjet”.

    ”Det er også ret smart, at man kan lave opsmøg eller krølle leggins lidt i benene, for så kan jeg blive større og stadig passe dem”.

    ”Jeg synes faktisk, Bertram vælger nogle lidt vilde ting. Bertraaam… Hvad med det her undertøj, var det ikke fint til dig”? (Han svarer: ”Nej, det er ikke noget for mig!”).

    ”Jeg kan godt lide at drengene har sådan en slags tern på tøjet – ligesom min far!”.

     

    Bertram fortæller om sine valg:
    (kort og præcist – på ægte drengefacon)

    ”Det skal bare se vildt ud. Og sejt”.

    ”Især med LEGO Chima på. Eller Star Wars”.

    ”Og måske noget af det, som de andre drenge har”.

    ”Så vil jeg gerne have bare tæer altid”.

    ”Jeg elsker også shorts, for så er det sommer”.

    ”Og bar’ numse i bukserne. Det er lidt skørt, men det må jeg jo gerne, hvis jeg er bestemmeren”.

    ”Jeg haaader bare, når det kradser – især oppe ved halsen”.

     

    Selv må jeg indrømme, at det til tider kan blive for festligt til min smag, hvis der er 100% frit valg på børnepræmisser. Nogle gange vælger mor her bare – men ved også, at kradsetøj og tunge tekstiler til en varm dreng er  ”no go”. Uanset hvilket mærke eller design, jeg forelsker mig i.

    Desuden er jeg også for nærig til udelukkende at købe dyrt tøj. Der er intet i vejen med lavbudget på basistøjet. Eller at elske et godt udsalg. Så gør det heller ikke så ondt, når der er fodbold-græsknæ på bukserne eller makrelfest på ærmerne.

    Og så har jeg efterhånden fundet ud af, at man ikke vil se alt for anderledes ud, når man er 5 år. Det er faktisk fedt, at ligne de andre – og engang imellem have noget nyt og cool, som de andre kan se op til. Men ikke noget, der er for underligt. Det gider ”vi” ikke hjemme hos os.

     

    Så er vi klar til forårssæson og skolestart om hjørnet.
    Håber, du har fundet lidt inspiration til tøjvalg, der også inkluderer børnene.

     

     

    /Lene

     

     

     

    PS: Og så er vores søn en barfodsdreng (hvis han selv måtte vælge). Han føler sig indespærret i strømper. Han tager dem nærmest af sammen med sine sko, når han kommer hjem. Om sommeren lever han barfodsdrømmen helt ud – også i børnehaven (nok ikke en mulighed i skolen, tænker jeg). Det skulle i øvrigt være ret så godt for motorikken…

     

     

    |

    Lillepigens værelse

    foto: (venstre) Tremmeseng fra IKEA, tapet fra ferm LIVING & eventyrlig vimpel “Furry friends” fra Smuksak. (højre) Kommode fra IKEA med greb fra Jem & Fix, æsker fra Søstrene Grene & glimmermaske købt i Børn & Bolig.

     

    Husets mindstemus begynder så småt at udforske hjemmet for alvor. Inklusiv sit eget værelse. Allerbedst er dog storebrors vilde legesager. Eller TVet. Eller køkkenskabet. Eller opvaskemaskinen. Eller brusekabinen. Bare noget, hvor man får nogen til at løbe efter sig. Det er sjovest.

    Og det hele foregår stadig som numsehopper. Selvom ordene: “gå-gå-gå” kommer ud af hendes mund, synes benene ikke, det er lige så relevant. Ikke desto mindre kan hun nå højt op på hylderne – og stå op, hvis muligheden for at gafle noget “forbudt” byder sig.

     

    foto: (venstre) Strandtasken fra 3sprouts med blød bamse fra Lexington. (højre) Det lille vidunder, som her har fået snitterne i storebrors maskingun og kuglebane. Meget tilfreds med egen indsats og iført cardigan fra Mamas and Papas samt bukser fra Pomp de Lux.

     

    Blot en lille hilsen fra Frigga (efter veloverstået skoldkop-show) samt inspiration til nye småindkøb.

     

    /Lene

     

     

    |

    Mere end smuk

    Dette billede har altid passet på mig. Det har hængt over mig, når jeg i nattens mulm og mørke sneg mig ind i mine forældres soveværelse, fordi jeg ikke turde ligge alene. Så lå jeg der på gulvet eller på ekstramadrassen og følte mig tryg. I flere år, faktisk.

    I weekenden fik jeg det med hjem. Fra min mor til mig. Et moderligt billede fyldt med skønhed og omsorg. Og det har jeg brug for. Også i dag. I dag er nemlig endnu én af de dage, hvor livet ikke er helt fair. Men også én af de dage, hvor barndomsminder får frit spil. Fra en tåre til et smil. Der er faktisk ikke langt.

    Nu har billedet fået nyt hjem og en ny ramme. Men det er stadig velkendt og trygt for mig. Mere end smukt. Fyldt med kærlighed, tanker og det, som man ikke kan sætte ord på. Nu passer det på mig hver nat – over min egen seng. Sammen med drømmefangeren, vi har fået foræret af sødeste venner.

    Jeg sender lige præcis i dag en særlig tanke til hver og én i min dejlige familie. I har alle gjort en forskel. For hinanden. For de, som har haft brug for det gennem årene. Og for mig.

    I har alle bidraget til betydningsfulde barndomsminder og til en tryghed, jeg aldrig glemmer. Hver og én. Alle er vigtige. Og det vi har sammen i vores familie, vil altid bestå. Uden ord. I tankerne. Også på fysisk afstand. Det er en særlig og meget sønderjysk overbevisning, jeg har indeni.

     

    I kærlighed.

     

    /Lene

     

     

    |

    Om sorg (og børn)

    Tid til et ret så langt indlæg om sorg (helt ok, hvis du ikke orker at læse med – så ses vi bare en anden dag i stedet). For nej, jeg har ikke glemt den. Hverdagen går egentlig fint. Jeg lever med at sørge. Har det så godt som muligt. Jeg er taknemlig. Kan arbejde, kan grine, kan nyde, drømme og ser en god fremtid. Heldigvis.

    Men det er jo ikke sort/hvidt. Er også ked af det hver dag. Savner så frygteligt. Kan blive overvældet af en ukendt følelse. Har svært ved at tage styring og skabe overblik, som ellers er min force. Kan få dårlig samvittighed over at “have det for godt”. Eller være bange for at udstråle, at jeg er “ovre det”. Tvivler på egne evner. Mangler energien til at stråle, som jeg gerne ville. Har brug for, at nogen tager ansvar fra mig i ny og næ.

    Fysisk føles det som om, der er et hul indeni mig. Og jeg tror aldrig, det lukkes. Måske det bliver mindre med tiden. Måske det kun dukker op sporadisk. Men jeg er (lidt) ændret for altid. Også på en givtig måde, tror jeg.

    Om at involvere barnet
    Jeg vil i dette indlæg gerne dele min praktiske erfaring med børn og sorg. Måske du, ligesom jeg har gjort, frygter den dag dit barn mister? For det gør de jo (desværre) engang. Det gør du også.

    Jeg bærer på ingen måde de vise sten, men indtil videre kan jeg kun være tilfreds med, hvordan denne del er gået i vores familie. Fordi, vi har formået at ramme noget, der passer til vores barn. Så vidt vi kan se.

    Da min mor gik bort, mistede vores meget tænksomme søn også sin Bedste. De har altid haft en særligt, kærligt forhold. Han er kun 5,5 år, men han er meget bevidst. Hvis han var yngre, havde vi kørt “hun er blevet en stjerne-” eller “himmel”-historien uden dikkedarer. Hvis han var ældre, ville vi uden tvivl tage ham med til bisættelsen og sætte lidt mere i tale. Men vores Bertram er et sted midt imellem. Han tror på himlen, men sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man kommer derop – og om man falder ned igen.

    For hvad er rigtigst at gøre? Hvordan skal man sige det? Hvad skal han være med til? Skal han skånes – eller er det kun for at skåne os selv? I bund og grund er det jo naturligt, at livet slutter. Måske det er mere skræmmende, at folk omkring ham forsvinder, når man ikke kender sandheden? Altså, en sandhed på børneniveau.

    Og disse helt uvirkelige spørgsmål skal man besvare på meget kort tid, da en bisættelse (sidste chance for “fysisk” farvel) jo finder sted en uge efter dødsfaldet. Mens man selv er i choktilstand, skal man arrangere praktiske ting, sikre at man selv får taget bedst mulige afsked – og nå at finde den rette løsning for barnets involvering. Og hvem skulle jeg spørge til råds? Jeg kunne jo ikke ringe til min mor…

    Jeg læste lidt på nettet, talte med nærmeste om tankerne, spurgte præsten til hans erfaring – og ringede til vores sundhedsplejerske. Ja, det kan man godt. Og det var rigtig godt. Vi talte om, at han sagtens kunne komme med til bisættelsen og hvordan vi kunne kommunikere med ham herom. At vi er ærlige, men sikrer ham om, at vi har en plan. At ansvaret tages fra ham, da han ellers føler, at han skal gøre os glade. Fx.: “Ja, mor og far bliver også kede af det i kirken. Når det sker, tager vi alle hinanden i hænderne og vi har noget papir, man kan tøre øjnene med”.

    En anden god ting er også, at give ham en lille opgave. Fx. at holde mig i hånden, når vi bærer kisten. Således at han er tæt på mig, men også “hjælper mig med at slæbe”. Eller at han er den, der sørger for at tænde et lille lys, når vi er alene ved gravstedet. At han føler, han gør noget konkret og godt for sagen.

    Bertrams forløb blev sådan:


    1. Da hun døde:

    Jeg fortalte han i første omgang, at jeg skulle på sygehuset, fordi Bedste blev passet der, når hun havde svært ved at få vejret. Og at Bedstefar gerne ville have mit besøg. (Min mor havde lungesygdommen KOL – og Bertram vidste godt, at hun havde svært ved at trække vejret, fordi hendes lunger var blevet syge). Jeg ville lige se situationen an og have et par ekstra timer til at gennemtænke, hvordan jeg skulle gøre. Men jeg var ked af det og sagde: “Jeg er lidt ked af det, fordi jeg synes det er synd for Bedste”. Han sagde: “Jeg synes også det er synd – og vi ses senere”. 

    Næste morgen spurgte han: “Kunne Bedste trække vejret?”. Jeg sagde, at det kunne hun ikke mere. At hun var død, fordi hendes krop var gammel indeni, men at hun ikke var ked af det eller havde ondt. Fordi, det har man ikke, når man er død.

    Han spurgte igen: “Jamen, hun kommer hjem igen, ik?”. “Nej, det gør hun ikke”, måtte jeg konstatere. Holdt blot om ham mens hans græd højlydt i en time og kaldte på hende. Han forstod alvoren. Og jeg sad stille og lod tårerne trille, mens jeg krammede ham og sagde, at jeg godt kunne forstå, han var ked af det. Bagefter spurgte han om vi skulle se lidt iPad sammen. Vi sad bare stille og kiggede. Så sagde han: “Det er bare fordi, jeg blev så ked af det med Bedste” – og så løb han ud og legede… 

    Sådan har det været siden. Han går ud og ind af sorgen. Sørger på egne præmisser. Spørger og tænker. Men leger og ler også. Betror sig til udvalgte og fortæller, at hans Bedste er død. Kort og godt – og leger videre. 

    Vi valgte, at informere en udvalgt voksen i børnehaven om Bedstes farvel. Og har fortalt til Bertram, at hun ved det. Således har han en tryghed i, at der er én han kan gå til, hvis behovet opstår. Men han behøver ikke, opsøge hende. Og hun ved, at han måske kan reagere anderledes i hverdagen. At hans adfærd kan ændres. Han har ikke haft behovet for at gå til en voksen – og har heller ikke ændret sig i børnehaven. Dejligt. Men han har haft en diskret fortrolig. Just in case. Igen har vi givet en voksen ansvaret, lavet en simpel plan – og været ærlige overfor ham.


    2. Skal han se hende?
    Bertram fandt en bamse, som Bedste skulle have med i kisten. Så hun kunne sove med den, ligesom han gør med sin. Hun skulle have været med ham til Peter Belli koncert i foråret, men vi blev enige om at spille en af hans sange for hende i kapellet, således at hun “ikke skulle være ked af, at hun ikke kunne komme med til koncerten”. Det synes han var en super idé. Men skulle han så med i kapellet?

    Han er en meget rationel dreng. Han skal forstå sammenhænge. For hvordan kan han vide, at hun er i en kiste, når han ikke har set det? Og hvordan ser sådan en kiste egentlig ud? Og samtidig ville vi ikke ødelægge hans billede af, hvordan hans Bedste så ud. Han skulle mindes det, han kender og elsker. 

    Her måtte jeg omtænke min opfattelse af død og hvad “man kan tillade sig”. For vi blev i familien enige om, at han ikke skulle se hende og mærke hende. Ikke med i kapellet. Men han skulle have muligheden for at forstå det rigtigt. Vi tog derfor et diskret og smukt foto af hende på afstand. Så han kunne se kisten. Se, at hun ligner en, der sover.  Se at Rasmus Klump var kommet med. Og at blomster og strikket sjal gjorde det fint og ufarligt. Derefter tog jeg foto af kistens låg med navneskilt på. Sådan tænker han nemlig: Her er låget med navn + her er Bedste i kisten med bamse = De sættes sammen og hun er i den rette kiste. Og jeg ved, at det er rigtigt.

    Det var faktisk lidt grænseoverskridende at skulle tage et billede. For det har jeg aldrig overvejet, skulle finde sted. Men man har jo kun denne ene chance til at gøre sådan. Det kan altid slettes igen, hvis det føles forkert. Det var vel værre, at fratage ham muligheden for en afsked.

    Jeg spurgte om han ville se billedet. Og ja, det ville han. Sad længe og kiggede og spurgte, men jeg kort svarede på hans (meget praktiske) spørgsmål. Så konstaterede han glad: “Det ser rigtig flot ud”. Og har ikke set på det siden.


    3. Med til bisættelsen?
    Vi fortalte, at han gerne måtte komme med os. Han tænkte og spurgte til om vi blev kede af det. Han spurgte også lidt til, hvordan det så ud – og ikke mindst om, hvor lang tid det tager i kirken (han synes generelt det er kedeligt, at sidde så længe i en kirke). Kunne godt høre, at han var lidt splittet, men egentlig helst ville slippe pga. kedsomheden. Han spurgte: “Kan man tage billeder af det?”. Jeg tænkte og svarede:”Jeg kan tage billeder af blomster og kisten til dig”. “Men hvordan ser bilen ud, mor?”. “Den er sort, men jeg kan prøve at tage et lille billede af den også”. “Godt, så vil jeg rigtig gerne i børnehave i morgen!”, sluttede han.

    Og sådan blev det. Billeder af alle blomsterne, kisten og et enkelt af bilen. OG et print af præstens tale, som jeg “har læst som historie” (i kort udgave og med mine egne ord imellem). På den måde har han været med i forløbet – omend på sidelinjen og i eget tempo.


    4. Tiden derefter…
    Vi har undladt detaljen om brænding. For ham ville det være abstrakt og voldsomt. Efter urnenedsættelsen har han været med på kirkegården og besøge stedet. Han har spurgt til, hvordan man skriver på en sten. Hvordan man kan være i jorden, når der er jord i forvejen – og en masse andre relevant spørgsmål. Vi svarer bare. Og nu har han selv mærket skriften på stenen med sine små fingre. Plantet vintergækker fra vores egen have og tændt et lys. Og været i hendes hus og set at det er samme sted, at Bedstefar er okay og at alting nok skal gå. Men også at alle kan blive kede af det. At det er i orden. Og at vi alle savner hende. Men også at der stadig er mange gode ting og oplevelser sammen.

     

    Jeg er så stolt af ham. Han favner så mange aspekter. Han er empatisk og kan se, når jeg er ved at blive ked af det. Og han er ok med det. Han skal ikke tage ansvar for voksne, men han trøster ved bare at være tilstede. Vi har siddet og set på stjerner med tårer ad mine kinder om aftenen. Han kommer selv – og jeg sender ham ikke væk.

    Forleden fandt han en død måge og lagde blomster, fordi det jo er sådan man gør, når nogen er døde. “Det er ret synd for dens venner”, sagde han – og spillede fodbold igen.

    Selvfølgelig gør døden ham usikker. Det er blevet virkeligt. Og dør man kun, når man er gammel? (for 62 år er jo ikke gammel). Kan børn dø? Hvornår kan du dø, mor? Mange i den alder tænker sådan, tror jeg. Nu er han bare lidt mere bevidst om det. Han er da utryg over døden, men egentlig ikke bange for at sørge.

    Og vi er ikke bange for at omtale Bedste, selvom nogen kunne tænke, det er prekært. Når det føles naturligt, indgår hun i historien. Både de glædelige og de sørgelige. Hun er jo en del af familien.

     

    Klogere på livet og endnu mere følsom.

     

    /Lene

     

     

    |

    Insta-kollage: Vinternydelse

    Starten på det nye år har budt på lidt af hvert, må man sige. Fra det hårde i livet til de glædeligste oplevelser. Fra mit Instagram-univers har jeg samlet lidt vinternydelse fra den seneste tid. Håber, det smitter (det gør alt andet i hvert fald lige nu).

     

    Foto 1: Lidt sne blev det til. Trods alt. Lillenok fik sin første tur på kælk med verdens bedste storebror som ledsager. Et af de rørende momenter i hverdagen.

    Foto 2: Undertegnede vovede sig ud i at købe festlige forårsbukser (nej-nej, ikke kun sort tøj, som er dominerende yndlingsfarve i klædeskabet). Sågar med zig-zag-mønster i rosa og grå toner. Her luftes indkøbet under børne-fodboldstævne i en lokal idrætshal. Kom ikke og sig, at man ikke er lidt rebelsk soccer mom i det nye år! Bukser fra We Love Jeans, tørklæde fra by Nord og sko fra Sofie Schnoor.

    Foto 3: Se bare, hvor nemt en lille weekend-dusk kan sprede glæde. Lyslilla tulipaner fra Fakta er her sat i loppefundsvasen på spisebordet. Det tager kun 5 min… (og kostede 20 kr).  

    Foto 4: Den lille dame er blevet 1 år. Tænk engang, hvor tiden flyver. Ud over det fineste legetøj, fik hun selvfølgelig et større udvalg af vigtigt tøsegrej. Lidt af gavehøsten: Bluse fra Stella McCartney Kids, strikkede sokker med sål fra Noa Noa Miniature og pallietmaske købt hos Børn & Bolig

    Foto 5: Så var man en tur i København og besøge sødeste Mette fra Design Letters. Kaffe, kage og håndmad blev nydt i dejligt selskab. Og så MÅ jeg bare vise den fine kande med Arne Jacobsen typografien. Tak for snakken, seje du. Fingers crossed <3   

    Foto 6: Så var lillemanden til første “rigtige” koncert med lysshow og bas i maven (og lidt ondt i fødderne). Rasmus Seebach familiekoncert. Med slush ice, ørebøffer og godt selskab. Hatten af for en mand, der står ved, at folkelig faktisk er ok som kunstner. Og som gir den gas uanset publikums alder. De unge kommer der jo alligevel. Så er det da meget cool med en familiekoncert om eftermiddagen med bedre rammer og VIP-pladser til minifolket <3

     

    Ahhhh… Hvor er det skønt, at der også findes gode oplevelser i hverdagen. Sug al nydelsen ind i næste åndedrag. Som Bertram sagde i går: “Skal vi ikke smage på det dejlige vejr?”

     

    /Lene

     

     

    |

    Insta-kollage: Børnefester

    Har hygget mig gevaldigt på Instagram den seneste tid. Det er lidt hyggeligt og dejligt uforpligtende. Måske du kunne bruge lidt let inspiration i dagens anledning?

    Vi har nemlig været til diverse børnefester den seneste måneds tid. Kusinens første runde fødselsdag (10 år!), min eneste datters første fødselsdag (1 år!) og ikke mindst min eneste nevøs første fest (barnedåb!). Og det er så befriende med glade børn og farveeksplosion.

    Foto 2: Den søde kusine havde kun to reelle ønsker på sin ønskeseddel: Kaviarmanicure-sæt og penge. Eftersom jeg selv har været effektiv neglebider hele min barndom, er manicure ikke noget, jeg føler mig hjemme i. Så det blev til cool cash. Bertram og jeg lavede et mønt- & perlesmykke, så det ikke blev for kedeligt med en flad kuvert.

    Foto 1: Det fine (dog halvtunge) smykke blev pakket i fin, hvid æske med cellofan og pink tape fra IKEA. Kronen på værket var en stribet slikkepind og pyntevifte af ekstra pengesedler. Bertram insisterede på, at give 50 kr. af sine egne penge til sin elskede kusine. Således blev gaven piftet lidt festligt op i tøsefarver.

    Foto 3: Min lille solstråle, Frigga, holdt i den forgangne uge sin første fødselsdag. Storebror gik meget op i forberedelserne og pyntede med gaver, hjerteballoner og en giraf (man er vel opdateret på, hvad der rører sig i verden pt.). Hun fik lov at daske i et stykke kage for første gang. Delte Havrefras og abrikoser ud i dagplejen. Blev fejret med fællessang i legestuen. Kort sagt: Hun har haft en fest – og hun solede sig i opmærksomheden. Selvom hun sikkert ville være tilfreds uanset ambitioner pynt og indhold.

    Tillykke til alle søde børn. Alle har fortjent at blive fejret og gjort til noget særligt i ny og næ.

     

    /Lene

     

     

    |

    Must have: Højtaler (også) for kvinder

    Nu kommer den. Nej, det er ikke en trendy clutch. Ikke en elegant dametaske.
    Det er endnu bedre: Højtaleren som faktisk er smuk!

    Og så kan den alt det der med Apple Airplay, Bluetooth, Wi-Fi og hvad har vi. Den kan i hvert fald alt det med lyd, sådan én skal kunne – på den veldesignede facon.

    Højtaleren “Copenhagen” er fra danske Vifa og præsenteres netop nu på Stockholm Furniture Fair.

    Nordisk i sit designudtryk og med en elegance, der kan passe ind i de fleste hjem. Til det feminine segment (som man i øvrigt TØR at fokusere på for alvor), men ikke så tøset at mændene ikke kan leve med den.
    Beklædt med smukt tekstil og findes i 6 farver. Vejl. pris er 6.700,-

    Spændende, hvordan forhandlerne modtager denne skønhed på messen.
    Jeg håber i hvert fald, at se den i butikkerne inden længe…

    Klapper i de små, buttede hænder.

     

    /Lene

     

     

    |

    Om at glæde sig

    Så er vi i gang igen.

    Dejligt, at flytte fokus lidt. Ikke mindst, når det handler om sjove opgaver, som man føler sig godt tilpas i. Og så er jeg da monster stolt på samme tid. At det kan lykkes. På trods af livets drillerier. Der er heldigvis udsigt til (også) at glæde sig fremover.

    Fx. har jeg netop begået en artikelrække for PEJ Gruppen (Scandinavian Trend Institute) om blogsamarbejde og konkurrencefordele for danske virksomheder. I første omgang udgivet til modebranchen via “TØJ – Fashion & Business Trends” og senere til designfolket via “365design”.

    Har været så heldig at få gode input fra dygtige modebloggere og designbloggere. Tak til: Trines Wardrobe, Vilde Kaniner, Johanne Kohlmetz, Bungalow5, Boligcious, Thesweetspot og Trendenser. Også en tak skal lyde til Bloggers Delight.

    Det er faktisk så god en dag i dag, at jeg tillader mig at lancere et nyt tiltag over for virksomheder. Altså, til de, der vil nytænke blogsamarbejde (eller gerne vil give sig i kast med denne type samarbejde i fremtiden). Nemlig: EN WORKSHOP, der er velegnet som “morgen-møde” eller “gå-hjem-møde” i din virksomhed.

    Læs mere eller print informationer HER
    OG skriv endelig til mig, hvis du er interesseret… 

     

    Se, det er en god dag. Godt vejr, gode mennesker, gode opgaver og gode fremtidsudsigter.
    Selvom jeg (også) stadig savner HVER dag!

     

    /Lene

     

     

    |

    Min kærlighed er faret vild

    Her er så stille. Det tænker jeg, du tænker. Det tænker jeg også.

    Alt er gået i stå for en stund.

    Forrige lørdag fik jeg det opkald, jeg har frygtet. Som jeg dog aldrig helt har tænkt kunnet ske (sådan helt for alvor). “Mor er død!”
    Uventet. Og alligevel ikke helt, sådan realistisk set. Fornuften forstår, at hun var træt. Hjertet accepterer det ikke. Savner dig så meget, min lille Mutti. Hvert eneste minut siden jeg hørte de tre ord.

    Det er barske løjer, at føle sig udødelig. For pludselig kommer man kun hjem med den der pokkers kuvert. Kuverten med hendes ting. Hun kom ikke med. Selvom hun stod og lavede kaffe om morgenen. Selvom vi talte i telefon dagen forinden. Selvom der skulle komme gæster samme aften.

    Jeg har simpelthen mistet min mor. Den eneste, jeg har. Den eneste hustru, min far har. Den eneste mor, min bror har. Den eneste Bedste, vores børn har.

    Og det kan ikke tages tilbage. Ikke laves om. Definitivt. Det kan de ting, vi sagde og gjorde heller ikke. Heller ikke det, vi ikke gjorde eller fik sagt.

    Nuvel – hun lever i stjernerne, i minderne, i tankerne, i kærligheden. Men jeg kan ikke ringe til hende. Ikke holde hendes spinkle hånd. Ikke grine med hende. Ikke se hendes brune øjne. Ikke se hende stråle, når hun oplever de små poder.

    Det er uvirkeligt og en helt ny, ukendt tilstand. Og jeg frygter tiden, der kommer. Lige nu er det naturligt, at være i sorg. Naturligt for alle omkring mig. På et tidspunkt fortsætter livet omkring. Omkring min familie. Og hvad så? Hvordan reagerer jeg på det? Hvordan reagerer de allernærmeste på det?

    Jeg er jo ikke kun min mors datter. Jeg er også min fars datter. Min brors søster. Min kærestes kæreste. Min søns mor. Min datters mor. Veninde. Direktør og selvstændig. Og meget mere. Kan ikke forudse sorgen og dens længde. Må tage det ad vejen. Acceptere, at jeg også gerne må leve og grine igen. Sorgen kommer og går.

    Heldigvis har vi hinanden. I ved, hvem I er. Og det styrker. Vi har allerede taget nogle valg sammen, som har virket hårde og underlige – men efterfølgende helt rigtige. Hun ville være stolt og rørt.

    Jeg læste på en folder at “sorg er en kærlighed, der er faret vild”. Og ja, det føles sådan lige nu. Kærligheden farer rundt. Efterlader tanker i alle mulige konstellationer og retninger. Der er ingen modtager. Der er ingen facitliste.

    Her gik jeg og troede, at dagplejestart og arbejdslivets indtræden er følsomt og vigtigt. Det er det også. Men der er bare noget, som er endnu vigtigere. Sådan kan en enkelt dag ommøblere opfattelse og praktik. Men det løser sig jo. Det ved jeg. Det skal det.

    Det er ikke meningen, at dette skal være en blog om sorg. Men det er jo min blog. Så selvfølgelig vil der i ny og næ være tanker. De fleste holder jeg dog for mig selv eller deler med dem, jeg kan mærke uden for skærmen. Eller med min mor derude et sted, jeg vælger at tro på. Men nu ved du besked, kære læser. Hvorfor her er så stille. Hvorfor jeg lige nu-nu har svært ved at nyde, glæde og begejstres. Det kommer nok som små drys igen inden længe. Her bag skærmen.

     

    I kærlighed.

     

    /Lene

     

     

     

    NB: Stort tak til alle de, som har været til stede. Fysisk eller i tankerne. Omkring hende på dagen. Omkring os som familie. Tak til dygtige professionelle. Til præsten. Til bedemanden. Til vores venner og familie. Til barndommens venner og bekendte, som viser respekt. I har været medvirkende til, at denne tid er blevet så smuk og rigtig som overhovedet mulig.

     

     

    |

    Tilbage på pinden

    Så er jeg landet igen. På pinden. Med springbuk og det hele.
    Ahhh… det er rart, at være tilbage på kontoret. Nu må jeg faktisk betræde grunden – helt officielt endda. Og det er ikke så tosset. Vi er sågar flyttet lidt længere ned ad gangen og gemalen har indlogeret os på egen hånd.

    Nogle ting er som de plejer. Andre er helt nye. Og jeg starter vel egentlig helt forfra. Med kundemøder, med opgaver og med nye idéer for fremtiden. Det er helt uvirkeligt at være her – sådan rigtigt. Nu er jeg simpelthen direktør. Så mangler direktøren bare at få grædt rette mængder salte tårer under lillepigens opstart i dagpleje den kommende uge…

    Ak ja. Det er det der med at være “både-og-typen”. Mon ikke babyen klarer den. Hun er nemlig så dygtig, så charmerende og selvfølgelig den dejligste lille nullergøj i verden. Og mon ikke også undertegnede finder ud af, at alt går godt (også denne gang).

    En af de nye beboere i domicilet er denne dekopind, som netop nu er under kyndig montering. En lang pind bundet på porcelænsknager, påsat lædersnore med krokodillenæb. Her skal dekorationen bo i form af eksempler på små visuelle kundeopgaver, personlige hilsner og fotos.

    Kontorets lille mødebord er klar til de uformelle kaffemøder (så nupper vi de større i mødelokalet). I morgentimerne føles det stadig helt hjemligt og hygsomt med belysningen og skyggerne.

    Den gamle Carrera de luxe-radio spiller stadig på livet løs. Det knaser lidt på linjen i ny og næ, når der kommer forstyrrelser fra mobilen. Men det er nu så hyggeligt og trygt – lidt som minder om at kaffen sprutter, når den løber gennem barndommens kaffemaskine. Magasiner og abonnementer er også flyttet med. De står pænt stablet til offentligt skue og glæde for hele personalestaben.

    Faldt også lige over denne gamle kending. Den gør mig så glad. En vaskeægte attachemappe i grønt læder med guldfarvede metalhjørner. Denne fik jeg foræret af min søde svigerfar, da jeg blev sådan rigtig “karriere-agtig” for år tilbage. Den har han selv fået i gave, da han var direktør. Den holder stadig og er samtidig ganske funktionel.

    Se, det er her, det endelige slag skal udkæmpes. Foran skærmen. Bevæbnet med mus, tastatur, fancy logo og direktørtanker en masse. Nå ja, og så lige krydret med et par kaffekapsler i trææsken med det grå låg (købt i Fakta).

    Det gør mig ekstra glad at tænke på, at livet som selvstændig også er taget af hensyn til ham den søde, lidt store (men mest lille), dreng. Og hans søster, naturligvis. Værdsætter min fleksibilitet, de gode morgener og de oplevelser, der følger med.

    Og så kan jeg på ingen måde stå for det lille, kønne fjæs, der til tider titter frem bag glasdøren til kontoret. Så får vi kakao og spiller Oline inden vi lander derhjemme. Og hvis man er “lidt syg”, kan en dag på kontoret kurere det værste. Monteret på et vattæppe med iPad, ørebøffer og goodies. Sådan kan arbejdslivet også være.

     

    I’m back. Og GISP, hvor tiden er fløjet igen i dag. Jeg må smutte.
    Skal hente barn – og nabo i øvrigt.

     

    /Lene

     

     

    |

    DIY til børneværelset

    For nyligt havde vi allersidste faste mødedag i mødregruppen (snøft). Så er de hyggelige, ugentlige sludretirsdag erstattet med virkelighedens verden. Men det glæder jeg mig nu også til…

    Denne gang havde jeg kameraet under armen, fordi jeg lige måtte dele et par hurtige idéer fra husets børneværelse – altså storesøsters. Den lille frøken er 3 år og er så heldig, at hendes mor og far er lidt fikse på fingrene.

    I stedet for at kassere dynebetræk fra babydynerne (nu da ny baby er en lillebror, som ikke skal tvinges i lilla og pink), har moar syet dem om til pudebetræk og monteret dem på puder fra IKEA. Flere størrelser og farver – og uden store omkostninger. Nu pynter de fint på hendes seng. Sødt, ik?

    Den tegneglade storesøster har også fået sit eget lille skrivebord på værelset. Trods få kvadratmeter. Farmand har lavet en snedig og veldesignet løsning med remedier fra IKEA. Tre styks Frosta taburetter i birketræsfiner er indkøbt til den nette sum af 49,- pr. stk.

    To taburetter har fået kortet benene, så de passer til barnets siddehøjde. I to forskellige højder, så de kan vokse med barnet fra lille til lidt større (således er lillebrors fremtid måske også sikret omkring bordet, når søster er for stor til første taburet). Benene fra den sidste er brugt til selve skrivebordet, hvor en køkkenlåge fra et restlagersalg er påsat som bordplade. De afrundede ben er monteret således, at det dækker lidt for skarpe kanter på selve bordpladen. Således et stilrent, funktionelt miniature-kontor til husets heldige frøken.

     

    Tak for mange gode stunder, min søde mødregruppe. Tak for Jeres opbakning, interesse og deltagelse på bloggen. Og ikke mindst: Tak for lån af gode idéer.

    Vi ses på “den anden side”.

     

    /Lene

     

     

    |

    Nyt interiør på matriklen

    I forlængelse af skriverier om veldesignede julegaver, præsenterer jeg her et par af stuens seneste tilflyttere:

    Øverste foto til venstre: Gemalen er blevet den heldige ejer af Big Ben og Guggenheim Museum. Hvis London og NYC ikke er klar til os pt., må vi jo selv hive dem ind i varmen (sågar side om side!). Det nye legetøj fra LEGO Architecture er en julegave, som har givet anledning til fordybelse og hyggelig far-søn-tid. Og er nu udstillet som arkitektonisk mester-pynt i vindueskarmen. Der findes i øvrigt mange andre kendte bygninger af forskellige sværhedsgrad i serien fra LEGO Architecture. Maskulin og dekorativ leg for store og lidt mindre byggeentusiater.

    Øverste foto til højre: Vores trebenede sofaborde har ladet livet til fordel for genindflytning af det gamle Usame bord i mørkgrøn plast fra Kartell, som var gemt væk på 1. salen. Anledningen er, at lillepigen er begyndt at rejse sig og ikke enes med de trebenede borde. Til gengæld er jeg positivt overrasket over, at både udtryk og funtionalitet er lykkedes. I siden af bordet bruges den integrerede magasinholder til diverse babylegetøj, som opfordrer til at rejse sig ved bordet (og tømme alting ud gulvet). 

    Under bordet er nyt (læs: brugt) lille tæppe købt billigt ind via dba.dk for at give liv og samling til rummet. Puder er hhv. fra Magasin og ferm LIVING. Sofaen er good old BoConcept Largo-sofa i guldnistret stof. Fotokunst fra “Fashion meets design” af Jakob Mark og nummereret/signeret plakat af Sussi Trampedach.

    Sidste lille indflytter er denne fine lerstage. En julegave fra veninden min, som har spottet den på julemarked i Ribe. Her præsenterede en dygtig kunsthåndværker sine smukke stager og skåle – og nu er denne elegante skønhed landet i vores stue. Simplicity is beautiful.

     

    Velkommen, nye (og gamle) darlings.

     

    /Lene

     

     

    |

    Besøg på Bøllings tegnestue

    Som du måske ved, har jeg gennem flere år været “penneven” med arkitekt Hans Bølling. Du ved, ham med Bakkebordet og træfigurerne. Han og jeg mødtes til at arrangement og har siden korresponderet via brev og telefon. Mange legesyge tegninger og betænksomme hilsner er landet i vores postkasse. Senest med søde hilsner til Frigga og ikke mindst hendes storebror.

    For nyligt tog gemalen og jeg en tur forbi Bøllings tegnestue til frokost med Hans og fruen. Og det var hyggeligt, var det. Om morgenen havde Hans bagt rugbrød og gjort klar til vores ankomst. Støvsuget og dækket op med de rette kopper. Sørget for det fineste pålæg og dejlig vin. Toppet med kaffe og skumfiduser inden afgang.

    Sjældent har vi følt os så vel modtaget. Begejstringen og glæden lyste i øjnene på vores vært – og det smittede. Vi følte os ydmyge og heldige over at sidde lige der i tegnestuen på en helt almindelig torsdag. Helt udmattede af tanker og indtryk, da vi landede hjemme i stuen samme aften.

    Hans er 82 år og det er virkelig livsbekræftende at være i hans selskab. Røverhistorier, leg, fantasi og taknemlighed. Pludselig føles alder fiktivt. Et liv med oplevelser, mod og fordybelse, som stadig trives i bedste velgående. Til sommer skal Hans have fældet træerne i haven efter stormen. Lige nu sidder han sikkert og arbejder (eller “leger”, som Søs siger). Måske han skriver eller ringer én af dagene? Det ved man aldrig. Og det glæder og overrasker hver gang – for: Hvad mon han nu finder på?


    Tegnestuen er spækket med idéer, udklip, citater og små ting, der betyder noget for Hans. Tanker han fik, da han læste noget eller mens han nørklede med nye materialer. Fotos fra nu og fra tidligere (jeg hænger fx. på opslagstavlen ca. midt over den grønne lampe på øverste foto. Sjovt ik?)

    Ingen tvivl om, at kontakten til Hans Bølling har givet anledning til mange nye tanker og anskuelser gennem de seneste år. Privat og arbejdsmæssigt. Og jeg tror faktisk, det vil forsætte med at være sådan fremover.

     

    Godt nytår!

     

    /Lene

     

     

    |

    Vel(de)signet gaveregn

    Juleaften er nu vel overstået. God mad, godt selskab og gode gaver. Masser af selvforkælelse, tøj og cremer er kommet mig i hænde. Og det er meget værdsat. Især ovenpå 10 måneders barsel. Det er så dejligt, at glæde og blive glædet. Tak til alle mine nære for at gøre sig så umage.

    Og inden julen lægges helt på hylden, får du et lille indblik i nogle helt særlige gaver, som er valgt med omhu. Med ekstra tanke for modtagerens personlighed og passion.

    Øverste foto: Da jeg så denne clutch hos Mark&Waldorf, vidste jeg at den måtte tilfalde min gode veninde. Lækker kvalitet i canvas og med perfekt timing for tidens clutch- og taske-i-taske-trend. OG ikke mindst fordi teksten er så fantastisk (det samme er fonten). Ærlig, cool og kærlig. Ganske som dig, sveske.

     

    Royal Copenhagen vasen fandt min bedre halvdel efter lang tids søgning på dba.dk. Vasen er med motivet “Fanø-piger” og viser piger i traditionelle Fanødragter på stranden – med klitterne og Vesterhavet i baggrunden. Ganske som vi elsker og kender naturen derovre. En kærlig gave til svigerforældrene mine, som ynder at dekorere sommerhuset med personlige ting og gerne i farven blå. 

    Måske det er lidt sukkersødt, men det er vores lille skat jo også. Frigga har nemlig givet sin farmand et nyt luksuscover til iPhonen. Lavet via Pixum. Selvfølgelig med hende selv på bagsiden, så han husker hende hver dag og hele tiden. Er hun ik’ sød?

    Dagens sidste gave er én, jeg selv har fået foræret for år tilbage, men som glæder hvert eneste år. Veninden min har på markeder opstøvet små, antikke julekugler og et smukt glasspir til toppen af juletræet. Netop fordi jeg elsker julen og fordi jeg engang har nævnt, at jeg husker spiret fra min barndom. Nu kan vi så skabe vore egne familieminder med det smukke spir – og Bertram sætter det stolt på toppen hvert år. De små glaskugler er dekorative på grene og selvfølgelig på selve juletræet.

    Nogle gange er overraskelser bare (endnu) bedre end indkøb fra ønskesedlen. Selvom det er et sats og kræver, at man kender sin modtager godt. Det er som regel ikke helt tosset, hvis man selv er vild med gaven (og splitsekund overvejer at beholde den, fordi man betvivler om man kan leve uden)…

    Endnu engang glædelig, vel(de)signet jul.

     

    /Lene

     

     

    |

    Med julelys i øjnene…

    … ønskes alle en glædelig jul. Mange tak for alle dine besøg på bloggen i 2013. Jeg håber, du vil kigge forbi til en masse nyheder i det nye år. Nyheder om design, men også om karriere, motherhood, livet som selvstændig og goodies fra Blogland generelt. Uh, jeg glæder mig til at dele med dig.

    Som du kan se, er temaet i dag “julelys”. I december måned har vi været så heldige at opleve:

    1. Julelyset i byen blive tændt efter en veloverstået middelalderfest i Bertrams børnehave. Han og jeg havde den bedste alenedag med kage og snacks i baren på Valby Bakke, med kulørte lamper og med masser af kærlighed.

    2. Det lille englespil blive tændt på badeværelset, som altid. Så kan man lukke døren og stå i komplet mørke med engle, der drøner afsted.

    3. At Friggas første jul er en realitet. Juletræet er meget spændende. Så spændende, at hun har smagt på gran og pynt ad flere omgange. Wow – fagre nye verden for en lille baby.

    4. At glimmer-elverpigerne i år har fået nye grene fra det lokale Blomsterværksted. Fint med glimmer, grøn, pink, natur og kobber, ik?

    5. Julelys i alverdens træer og buske glimte allesteder og trodse dagens regnvejr. Især er det så smukt, når de høje, slanke træer på stribe er viklet ind i varmt lys.

    6. Bertram og jeg på togtur til julelyset i Aarhus. Han synes især kirken her er så smuk: “Den skal du tage et billede af, mor. Så kan vi vise den til far”. Hermed gjort <3

     

    Med julelys i øjnene vil hele familien nu hellige sig dagens glæde og magi. Der er bare noget helt særligt over denne dag – for børn og for voksne. Du ved, det der med hjerternes tid…

     

    Sentimentale julehilsner

    /Lene

     

     

    |

    Insta-kollage: Bertrams julerier

    Min søde søn er lige så vild med julen, som jeg altid selv har været. Alt er så spændende, at han i starten af december næsten ikke falder i søvn. Nu er det mere moderat – så forhåbentlig er han ikke kørt helt træt juleaften.

    I år er han for alvor gået ind i pynteriet. På sit værelse og i stuen. Da vi spurgte ham: “Hvad glæder du dig så mest til i juletiden”, svarede han: “At vi får et juletræ!”. Havde ellers tænkt, at det skulle droppes i år, fordi babyen nok ikke kunne holde fingre og mund væk herfra (og mor konstant skulle løbe efter hende). Men selvfølgelig MÅTTE vi have et ordentlig juletræ efter denne udmelding…

     

    1. Det pinkmalede gevir over skibsbriksen har fået julekugler monteret. Sirligt og meget dekorativt. Især når julekæden også tændes om aftenen. Så glimter geviret så fint.

    2. Her ses den glade nisse iført termojakke. I raske skridt mod Chokolade-Fabrikken, hvor der blev hentet varm chokolade på vejen til julemandsvækningen.

    3. I Ramasjang-julekalenderen var en fin lille DIY-idé fra Shane Brox. Knapper og guldsnor til at bygge det fineste lille juletræ. Nu hænger det og pynter på det rigtige juletræ i stuen.

    4. En fredag aften blev lillesøster puttet og de resterende familiemedlemmer tog en hyggeaften i køkkenet. Med julemusik, rigeligt med chokolade og en drink. Her ses havregrynskugler, cornflakes/mandler vendt i chokolade samt figenstænger rullet i kagekrymmel (sidstnævnte har fået lov at lande i december-madpakken i ny og næ).

    5. Altandøren i værelset er pyntet med snespray-prikker og klisterfigurer. På sugekopper har han hængt mors aflagte julepynt som ekstra dekoration. Fint, ik?

    6. Slutteligt ses de fine vaniljekranse som han har bagt hjemme hos farmor. To store kagedåser med småkager landede med stolthed i vores køkken. Værdsætter virkelig kvalitetstid på tværs af generationer. Det gør alle godt (og det gjorde kagerne også).

     

    Glædelig jul, min lille Bomstærk <3

     

    /Moar

     

     

    |

    Insta-kollage: 3 hurtige til julepynteriet

    Her får du tre hurtige DIY-julerier, du stadig kan nå inden juleaften. De er hentet på min Instagram-profil, hvor jeg har julet igennem i december måned…

    1. Første gør-det-selv-projekt er flasker og glas fra alverdens husholdningsartikler (vin, øl, vitaminer, olie/eddike m.m). Disse er spraymalet med hvid maling og tilført stearinlys, blomster, grene og lidt julepynt. Stil dem i en klynge og stil evt. andre af dine hvide vaser med i klyngen. Fx. Lyngbyvasen. Dette er nemt julepynt. Fyldigt udtryk og nemt at arbejde med. Det kan også bruges som borddekoration midt på spisebordet – eller tilføres sølv og pynte til nytårsfesten. Eller spraymales i helt andre farver passende til anledningen (bryllup, barnedåb, fødselsdag osv).

    2. Store kogler viklet på en lang line af ståltråd er virkelig nemt, billigt og dekorativt. Hæng dem fra loft til gulv, som en nordisk juleuro. Eller lav mange af dem og hæng dem i forskellige længder ved siden af hinanden på en endevæg eller i vinduet.

    3. De slanke, sjove nissemænd lavede jeg sidste år, da jeg dækkede årets julebord hos Kähler and friends. Og de kan bruges år efter år. Find pinde i forskellige størrelser. Nogle må gerne have et knæk eller bue lidt. Det giver kun “nissefar” lidt personlighed. Klip grenene skrå i toppen (gerne lidt råt, så de ikke bliver for “pæne”) og mal toppen rød. Når malingen er tørret males hvid skæg hele vejen rundt (længere fortil og kortere bagtil). Slutteligt duttes små øjne med en sort tusch. Vupti – en flok af nisser, der kan sættes i oasis og udstilles i en stor vase.

     

    Du kan stadig nå at pynte. Go-go-go.

     

    /Lene

     

     

    |