Fri inspiration. Smukke ting. Mor-tanker. Karriereliv.
Lommefilosofi. Navlepilleri. Lette hverdagsløsninger. Og alt muligt andet i mine
(og måske dine) stiletter. Veldesignet og med et tvetydigt glimt i øjet.


Tak for denne gang

 foto: Pernille Kaalund

Det lyder vel meget afskedsagtigt. Og det er det også.
Jeg har gennem nogen tid taget tilløb til denne beslutning. At stoppe med at blogge. Og jeg er egentlig ikke i tvivl om, at det er det rette.

Derfor vil jeg gerne have lov at sige tak til en masse søde læsere, til inspirerende input, til gode samarbejder og for opbakningen i det hele taget.

“Hvorfor nu det”, tænker du måske?
“Jo, ser du. Der er flere årsager.” Eksempelvis:

 

1. Skal jeg blive professionel?
Da jeg i sin tid startede Designermor, var det for at udfordre mig selv og mit fag. Fordi jeg kunne se, at blogs var vejen frem i dialogen med designinteresserede forbrugere. Især kvinder. Jeg forstod ikke helt mediet, men tænkte at jeg blev nødt til at forstå det, når min levevej handler om kommunikation. Derfor skabte jeg mit eget univers – med omdrejningspunkt i min verden med at være mor, karrierebevidst og designpassionist + en masse andet derimellem. Og kastede mig ud på dybt vand. Det var sjovt og lidt grænseoverskridende. Det killede i maven og det gjorde intet, at blogging var tidskrævende og en disciplin i sig selv.

Og jeg har lært en masse, som jeg aldrig ville have været foruden. Jeg fik åbnet øjnene for ”den gode historie”, barnagtig begejstring og en genfunden nysgerrighed. Jeg har aktivt (ud)øvet mine skriverier. Jeg har fået gode kunder og nye samarbejder. Jeg har udbygget mit netværk markant inden for flere områder. Og det har givet mig indsigt i forbrugeradfærd og respons på nye medier.

Nu er det bare sådan, at denne personlige udfordring med tiden voksede og voksede. Og det er jo et luksusproblem. Flere og flere læsere fulgte med. Og jeg måtte lægge mig endnu mere i selen. Bruge endnu mere tid og få endnu mere dårlig samvittighed over det, jeg ikke fik gjort.

Jeg kan se muligheder for at skabe nye tiltag på bloggen. Der findes en masse veje at gå og en masse samarbejder, at dyrke. Hvis man vil være blogger – sådan for alvor.

Og der findes en række dygtige blogkolleger, som udforsker platformen og gør det mere og mere professionelt. Der findes også de, som kun gør det for hyggen og interessens skyld. Fordi, de bare godt kan lide det. Og her står jeg så – midt imellem. Ved en skillevej: Skal/skal ikke blive fuldblodsblogger?

Og når jeg ser indad, må jeg konstatere, at jeg ikke er blogger som højprioritet. Jeg er blandt andet OGSÅ blogger. En finurlig én af slagsen, fik jeg engang, at vide. Men mit primære fokus ligger andetsteds – og det duer ikke, hvis jeg skal kunne forsvare at lægge endnu mere krudt og gratis, tidskrævende energi i mit ”læringsprojekt”, kaldet Designermor.dk.

 

2. Ud af rampelyset
Grunden til at min beslutning tages netop nu, går samtidig hånd i hånd med personlige indsigter. Jeg har simpelthen brug for at trække mig fra min persons synlighed og profilering – og gemme mig bag det professionelle skjold i virksomhedsregi. Dette hænger især sammen med en betydningsfuld og turbulent tid med mange følelser efter min mors død. Jeg har lyst til at værne om familiære værdier, være i det nære og gøre mit ”rigtige” arbejde ekstra godt. At få en etableret og fokuseret hverdag uden for megen uro og spredning i mine interesser. Simpelthen beskytte mig selv og mine kære.

 

3. Jeg er mæt
Lige så meget som jeg har stor beundring – og præstationsangst – for dygtig brug af sociale medier og digitale platforme, lige så meget er jeg blevet stopfodret den seneste tid. Vi bombarderes med visuelle effekter, nyt design, fotos, film og skriverier. Nye snedige produkter og idéer. På Facebook, på Instagram, Pinterest, på blogs, på messer osv. osv. Og rent arbejdsmæssigt er det interessant og nødvendigt, at følge med. Men som menneske er jeg mæt for en stund. 

Nogle dage har jeg lyst til at afkoble mig alle medier, ligge på et vattæppe under det store træ og kigge op i himlen. At se en sky, der ligner en skildpadde. At høre, hvordan bladene rasler, når det blæser. At undre mig over, hvorfor der er mariehøns alle vegne. Bare helt alene. At nyde tiden med mig selv. Eller med mit afkom. Og det har jeg gjort denne sommer. Læst hele Orla Frøsnapper under åben himmel. Taget middagslur på græsplænen. Gjort lidt af det, som livet handler om. Inden knæene bliver så stive, at jeg ikke længere kan komme ned at ligge – eller op igen.   

Jeg læste for nyligt noget om en undersøgelse. Dem er der jo så mange af. Her stod, at virkelig mange mennesker ikke kan lide at være alene med sig selv. Altså, uden at skulle noget. Så vil de pille ved devices, høre musik, læse eller noget andet. At være alene med sine tanker – nej, puha. En hel del foretrak sågar at give sig selv stød med et lille aggregat i stedet for at være i kedsomhed. Så gik tiden da med noget… Stød, nej tak. MEN lidt ramt følte jeg mig dog. Jeg har egentlig altid været en god tænker og nydt min alenetid (om end jeg også kan hige efter socialisering) – men det slog mig, at det er længe siden. Det er faktisk ret svært, at finde tilbage til denne ro. Og det vil jeg fortsat øve mig på. Prøv selv!

 

Så ja, kære læser. Nu er jeg klar til at sætte mit blogprojekt på standby. Måske nogen tid. Måske for altid. Jeg ville aldrig have undværet Designermor, men nu kan jeg bare heller ikke rigtig leve med ”hende” på de betingelser, det kræver af mig.

Med ønsket om det bedste til alle.
Ånder lettet ud efter laaaang betænkningstid….

 

/Lene

 

 

|
  • NU med nyt!

    Jeg ved det godt. Har ikke været synderligt aktiv på bloggen. Og jeg har egentlig lidt dårlig samvittighed over det. Jeg burde vel nok bidrage med inspiration til søde læsere. Men sådan er det. Man burde og burde og burde…

    Jeg vil her berolige dig lidt. Du er ikke valgt fra. Jeg har bare valgt til. Nemlig, at jeg ikke kan være alle steder på én gang. Er heldigvis sikker på, du har haft en dejlig start på sommeren alligevel.

    As we speak (som man siger), sidder jeg og arbejder intenst på “mit rigtige arbejde”. Altså, i vores kommunikationsvirksomhed, NYGAARD*SØRENSEN. Og i det regi har jeg lavet en hel del på det sidste, hvis du spørger mig.

    Vi har fået ny hjemmeside, for eksempel. Det trængte vi til. Du er velkommen til at kigge forbi. Og så har vi arbejdet med en del nye kunder. Og jeg har været ekstern censor på HD-uddannelserne. Og skrevet artikler om diverse tendenser i stor stil. Det har været fantastisk og lærerigt. Og taget en masse tid fra bloggen (og dig). Men man må jo smede, mens jernet er varmt. Og så har jeg desværre måtte takke pænt nej til en masse sjove blogsamarbejder og tiltag på den konto.

    Mest af alt har jeg fravalgt bloggen i denne periode, fordi min sparsomme fritid skal bruges på det allervigtigste: Arvingerne. Og deres far. Og min far. Og min veninde, som flytter væk fra mig efter mange år dør-om-dør (piv-piv). Og en masse andre mennesker nær mit hjerte.

    Håber, du bærer over og glæder dig over den smule, jeg kan inspirere med for tiden.

    Rigtig god sommer.

     

    /Lene

     

     

    PS: Apropos arvinger, så har én af dem fødselsdag om straks. Måske jeg finder på, at poste et lille indlæg med inspiration til sommerens børnefødselsdage…

     

     

    |

    TEST: Kontorstolen, der ikke ligner et rumskib

    Lige nøjagtig derfor har jeg sagt ja til at teste en kontorstol. Fordi, de ellers altid ligner en solo-sofa eller et rumskib. Eller også sidder man bare elendigt. Har forsøgt med smarte designerstole ved skrivebordspladsen. Det kan godt være, jeg står skarp, når jeg sidder pænt – men jeg går altså grimt, når jeg rejser mig derfra igen. For så får man, med tiden, ondt i lænden, skal jeg hilse at sige.

    Jeg har nu testet denne FOX kontorstol fra Labofa i 14 dages tid. Den er let i udtrykket og nem, at flytte rundt med på den sparsomme plads. Desuden er indstillinger og funktionalitet anvendelige og nemme at forstå for en som mig, der egentlig synes, at det virker kedeligt, at sætte sig ind i indstillingshowet. Det skal jo bare virke. Lidt ligesom printere og den slags.

    Og jeg må sige, at jeg sidder godt og har fri bevægelighed. Og god støtte i lænden. Min ret så lange gemal har også siddet på den og ønsker sig nu én magen til. Noteret.

    FOX er designet af Hans Thyge & co. Og udover alt det ergonomiske, har den en designmæssig stramhed, som gør den elegant og nutidig. På kontoret – og på hjemmekontoret. Min test-stol er uden polster på ryggen, men den fås også med delvis polstring eller fuld polstring, hvis man sidder bedre med mere blødhed. Den fås også i ret mange farvevarianter.

    Så indtil videre er jeg glad. Især fordi, jeg sidder her ret så meget disse dage. Med stilsiddende svedperler pga. af sommervarmen, men instantbryg i koppen og med glæden ved snart at se frem mod ferietid.

    God sommer til alle (også de, som allerede har ferie).

     

    /Lene

     

     

    PS: Tænker du: Hvor er armlænene? Bare rolig – det kan også tilvælges, hvis du er armlænstypen.

     

     

    |

    Børnetøj: Tøj til to

    Var for nyligt en tur i Magasin Aarhus i anledning af et samarbejdsmøde. Og det var egentlig alt for dyrt. Endte nemlig med shop amok på udsalg efterfølgende.

    Først og fremmest blev jeg introduceret for børnetøjsmærket Bakito by Magasin. Må indrømme, at jeg havde overset dette mærke indtil nu. Måske, jeg bare ikke bliver luftet nok. Og er jo heller ikke længere på barsel. Nu er Bakito i hvert fald blevet arrangeret i en shop på 3. salen og præsenteres meget bedre og mere synligt. Det er virkelig fint basistøj i simple mønstre og farver. I øvrigt også en del ensfarvede lækkerier. Kvaliteten er behagelig og blød. Lige noget for anti-kradse-børn derhjemme.

    Jeg fandt et sæt til mindstemanden og hans endnu mindre søster. Et vaskeægte bror/søster-sæt. Det var egentlig ikke intentionen, men det er da lidt sødt. Stribet shirt og baggy sweatbukser med synlige knapper foran til storebror. Og bløde tight jeans samt stribet kjole til lillesøster. I  helt neutrale basisfarver, hvor kvalitet og pasform bærer udtrykket. Fint, ik?

    Her efter faldt jeg over et udsalgsstativ. Igen med børnetøj – og altså ikke noget til mig selv (typisk moragtig prioritering). Købte diverse sommertoppe, badeshorts og gaver til kommende børnefødselsdage. Og ikke mindst fandt jeg endnu lidt fra Bakito til to størrelser. Denne gang de blødeste, tynde baggybukser i grå med små symboler og en lille lomme bagpå. Nu er min søde næsten-datter på 5 år i ført venindebukser i samme model som vores lille Frigga-tumling. Mini og maxi. Det er altså lidt nuller.

     

    Man skal ikke kimse af, at ligne hinanden. Bare lidt. For det er da cute med tematøj i ny og næ.

     

     

    /Lene

     

     

    |

    Insta-kollage: Nordic feeling

    Tid til lidt nordisk lys og leben. Har udvalgt et par fotos fra mit Instagram-univers, som har et særligt look over sig. Fælles er nemlig de sort, hvide og gyldne toner. En rå og grafisk stemning, som stadig har varme og elegance.
    Foto 1: Er fra mit nylige besøg hos fotograf Jakob Mark. Havde fornøjelsen af at interviewe ham til en kommende opgave og udnyttede lejligheden til at tage snapshots i studiet. Han bruger det rå havnemiljø og industrielle rekvisitter på bedste vis til at skabe en coolness og rette rammer for sine fashionkunder. Bordet hedder i øvrigt Circle table og fra byKATO.

    Foto 2: Er gået lettere amok med indkøb af kimono, take overs og lette cardigans. H&M er ret så veludrustet på den konto. Perfekt til sommerens komme – også selvom man har det bedst i sort tøj.

    Foto 3: En lille DIY-løsning. Rækken af gyldne fyrfadstager manglede opbevaring og blev tryllet om til en lille dekoration på samme tid. En glasvase på hovedet over de stablede stager. Side om side med den sjove tandstikholder fra Alessi. På en baggrund af træplade/skærebræt kommer guldet til sin ret. Vupti.

    Foto 4: En lille hyldest til noget af det, IKEA kan. I pudeafdelingen faldt jeg for nyligt over disse fine mønstre. Så simple og smukke. Og til billige penge, fx. Stockholm-puderne som vist på foto til 99,-. Man kan nemlig altid finde et eller andet på turen rundt i varehuset.

    Foto 5: Igen fra fotostudiet på havnen i Aarhus. Denne gang er det især lysindfaldet, som har rørt mig. Her fornemmer man vandet, skyggerne og de smukke vinduer i baggrunden. Så bliver man bare ekstra glad på en almindelig formiddag.

    Foto 6: Lidt vindueskiggeri på vejen til vores lille kontor. Denne gang stoppede jeg op hos den lokale Stof & Sy. I vinduet sad ham her tigeren iført suit samt andre dyr i fornemt tøj. Allesammen i pudeform. Fint, ik? 

     

    Nordic feeling og gyldne glæder behøver ikke altid være dyre. De findes i helt almindelige butikker med menneskelige priser. Sågar i naturens magt eller blandt de ting, man har gemt allerbagerst i skabet.

     

    /Lene

     

     

    |

    Designnyheder: Betonlicious

    foto: Tonton betonbakke med greb i bøgetræ, Wiinblad lysestage, antik kop & underkop fra Royal Copenhagen, Folkestolen af Børge Mogensen.

     

    Beton. Beton. Beton. Tilsat lidt træ. Det lyder veldesignet. Og som noget vi efterhånden har set i boligindretningen gennem flere år. Det kan virke koldt, råt og maskulint. Men det kan også byde på andet. Så som former, rene linjer og smukke, grå nuancer.

    For nyligt blev jeg præsenteret for nyheder fra danske Tonton. Jeg er ærlig talt ikke stødt på disse tidligere og blev faktisk lidt fascineret. Fordi, vi har at gøre med en designvirksomhed og en arkitekt, som oprigtigt er forelsket i beton. Ikke blot i materialet – og anvendeligheden. Også i sanseligheden.

    Jeg har til dette indlæg skudt et par fotos hjemme på matriklen, så betonprodukterne vises i hjemlige omgivelser og giver indtryk af, hvordan de sagtens kan fungere kølige og skulpturelle – dog samtidig varme og imødekommende.

    Faktisk oplevede jeg, at kombinationen af træ og beton brød mange af de hvide flader, der findes i de fleste moderne hjem. I hvert fald i vores nybyggeri.

    På ovenstående foto (venstre) ses betonskammel med Musselmalet sukkerskål fra Royal Copenhagen, Wegners AP 34 i mørkgrøn samt Little Remix børneplaid fra ferm LIVING.

    Til højre ses Tontons betonbakke med And af Hans Bølling for Architectmade, Nordic Light lysestage fra Design House Stockholm, mini-opsats fra Sweet180grados, sukkerskål fra Anne Black, kobberpendel fra Bolia.com samt signeret tryk af Albert Bertelsen.

    foto: Skammel/sidebord med betonplade og ben i birkefiner.  H 45 x Ø 35 cm. 

    Skamlen fungerer i øvrigt ret fint som et lille sidebord, hvilket gør anvendelsesmulighederne lidt bredere. Jeg er sikker på, at det altid kan findes en god plads til den. Uanset hus og rum. I entréen eller i læsekrogen.

    Tonton kombinerer det tunge og rå look med varme og blødhed. Småmøbler og brugskunst er designet til at forene robusthed med elegance. Og man har vitterligt lyst til liiige at røre ved produkterne. De er meget simple – og alligevel stærke i udtrykket.

     

    Mmmm… ret så betonlicious.

     

    /Lene

     

     

    PS: Både skammel og bakke fås i variant til udendørs brug om sommeren. Her er ben/håndtag sorte og behandlet med GORI.

     

     

    |

    Mini-reportage: Villa Wienberg // Friis & Moltke

    I går var jeg hjemme hos ham her. Til frokost. Endda i bare strømpefødder og det hele. Han er bestemt en charmerende og sympatisk type, men anledningen var nu mere end det. Nemlig at arkitektvirksomheden Friis & Moltke i samarbejde med svenske Fiskarhedenvillan lancerede et nyt koncept for arkitekttegnede typehuse. Smukke og tilgængelige huse i træ. Med stor fleksibilitet og hvor kvadratmeter handler om værdi frem for antal. Og ikke mindst, hvor naturen integreres på bedste vis.

    Martin Wienberg er partner i Friis & Moltke og er manden bag stregerne på nye huse. Og som sagt besøgte jeg (ok da, sammen med andre) ham i hans private hjem, Villa Wienberg, i Højbjerg. Han har sammen med familien tegnet hjemmet, som er et godt eksempel på, hvad et moderne træhus kan.

    Udvendigt er Villa Wienberg opført i sort træ. I husets kerne findes en lille gårdhave, der omkranses af husets rum. Store vinduespartier centreret mod den lille gårdhave i midten, giver fantastisk lyseffekt – og man kan se på tværs af husets rum. Fx. fra soveværelset mod gangen.

    I det hele taget sikrer velplacerede glaspartier, at naturen trækkes ude fra og ind i rummet. Eksempelvis er husets badekar placeret med udsigt til lukket haveområde med træerne helt tæt på ruden.

    Indvendigt dominerer materialerne træ og beton. Træ er brugt fra gulv til loft i mange af rummene. Dertil indbyggede reolsystemer og møbler i træ. Huset er i tre forskudte plan og med fantastiske terasser. Øverst findes en lille hyggekrog – og her kommer den seneste trend, med grønne planter i simple krukker, til sin ret.

    Generelt er huset faktisk meget enkelt. Med plads til lysindfald, rumfornemmelse og skæve vinkler. Uden en masse ekstra pynt. Som Martin fortalte, er det altid sjovt at observere børns umiddelbare reaktioner på et rum. Om de føler sig godt tilpas eller knap tør være tilstede i et hjem. I villaen opleves ofte, at besøgende børn lægger sig og kigger op i loftet, straks slænger sig i stuens indbyggede sofamøbel eller bare drøner rundt og observerer.

    Husets børneværelser er ganske ukomplicerede. Med plads til Angry Birds og barnagtige kunstværker. En sjov effekt er især rummet omkring den indbyggede seng. Her brydes de hvide flader af en sort kontrast med tegnede motiver. Således er skabt en hule – blot med maling.

    Badeværelserne er i modsætning til de lyse soverum og stuearealernes varme træ, opført i mørke klinker og med et mere dramatisk udtryk. Og huset kan bære det hele. Materialerne, kontrasterne og styrken i enkeltheden. Nordisk og nærmest asiatisk inspireret på samme tid.

    Det er et meget imponerende og rart hus, at være i. En virkelig god stemning i oasen blandt parcelhusene. Uden at være prangende og dominerende, formår Villa Wienberg at danne rammen om en ægte følelse af et veldesignet, elegant og tidløst hjem med plads til en familie. Og jeg er oprigtig begejstret for tanken om et træhus. Mon han er interesseret i at bytte med et hvidt rækkehus i beton?

    I hvert fald vil jeg anbefale at give Martin Wienberg er kald, hvis du overvejer at bygge nyt. Måske en Friis & Moltke villa fra de nye huskoncepter?

    Drømmer stadig.

     

    /Lene

     

     

     

    Pssst: Frokosten var i øvrigt lækre salater i take away boxes fra Glad i Aarhus. Sund fastfood med de helt rette værdier. Dem husker jeg i hvert fald til en anden god gang!

     

     

    |

    Så blev jeg Verdenskvinde…

    Jeg er blevet en verdenskvinde. Intet mindre.
    …Rolig nu. Mere højt på strå er jeg skam heller ikke.

    Det handler simpelthen om en mission. En mission om at finde 100 kvinder, der alle har kastet sig ud i livet som selvstændig. Verdenskvinder, der alle har en historie på hjerte. Jeg blev nr. 12.

    Jeg havde for nylig besøg af journalist, Bettina Sønderskov, som er kvinden bag Verdenskvinder.dk. Egentlig var min plan bare en kvindagtig snak og en smoothie, men Bettina endte med at lave et interview. Så nu er jeg én af de udvalgte, der kan fortælle lidt om det, at være verdenskvinde – i medgang og i modgang.

    Interviewet handler om at være iværksætter i en periode, hvor sårbarheden er ekstra stor. Noget om at livskriser kan betyde, at man endelig får sig taget sammen til at ændre kurs. Om opfattelser af verdensbilledet – som i øvrigt kan skifte minut for minut. Om at være lykkelig for fleksibiliteten, men presset af presset. Ja, presset af at skulle “sælge sig selv” og af det økonomiske pres, der også spøger. For jeg kan jo ikke bare “stemple ud”. Heller ikke, når jeg er i sorg. Læs hele interviewet lige her

    Kig forbi Bettinas side og få nye vinkler på emnet: kvinder og iværksætteri.

    Vær hilset, alle verdenskvinder derude.

     

    /Lene

     

     

    |

    Lidt om huse…

    Huse har længe været en dekorativ størrelse i indretningen. Især er Kählers lyshuse populære. Jeg har også tidligere slået et slag for LEGO Architecture – smukt legetøj for voksne. Og da også lillemandens DIY-hus fra børnehaven.

    Denne gang vil jeg præsentere dig for et par skønne facader med naive streger, smukke farver og hyggestemning. Huse kan nemt integreres i indretningen og udfolde et mere legende udtryk.

    De finurlige og farverige træhuse hedder “Utopiahuse” by Susanne Kreutzer. Husene er malet på genbrugstræ og fås som enkeltstående huse eller som sammenhængende facader. Der findes kendte og mindre kendte huse i Susannes Kreutzers univers – og sågar fingerringe samt nøgleringe med husmotiver. Utopiahusene her er købt, da de blev udstillet på Royal Smushi Café i København for nogen tid siden.

    Det blå hus med de fine, hvide vinduer forestiller Nyhavn nr. 9 og er lavet af Bent Maltha for Trip Trap. Huset spreder på elegant vis hyggelig Nyhavnsstemning blandt bøgerne på reolen, hvor det fungerer som bogstøtte.

    Små, fine huse med stor effekt. Måske det nu kribler lidt i fingrene for at byde et smukt hus indenfor i din stue?

     

    Velkommen.

     

    /Lene

     

     

    |

    Designbutikkens nyheder

    foto: Træhylderne bugner med håndlavet keramik af Mette Ravn. Fås i flere former, farver og størrelser. Øverst ses Fanø-inspirerede print med origamiske dyremotiver af Ditte Maigaard Studio.

     

    Så var man lige et smut forbi Sønderho Nordisk Design i påskeferien. Det er altid dejligt, at kigge forbi Ditte Maigaard og beundre de fine nyheder (trods utålmodig baby på den ene arm). En skøn blanding af kunsthåndværk, eget design, DIY og kendte designbrands.

    Butikken er mere end blot en fin, lille attraktion på Fanø. Ditte huser nemlig også workshops i de tilstødende lokaler. Her kan børn og kreative forældre bygge mobiler, puste påskeæg, skabe kollager eller andre gode tiltag henover året. Parallelt med dette, bruges lokalerne som studio for hendes eget design. Og så har hun en rigtig fin webshop.

     

    foto: Den franske dør er dekoreret med sort/hvid-stribet tape. En idé, som nemt kan omsættes derhjemme. Til højre ses et eksempel på, hvordan indsamlet drivtømmer er monteret som et tilfældigt puslespil. En effektfuld og varm vægdekoration i butikkens ene hjørne. 

    foto: Mette Ravns marmorinspirerede keramik er virkelig fin og let.

    foto: Butikken er altid garant for en smuk gaveindpakning – her i form af gavepapir fra Hay, som også er repræsenteret med nogle af deres designprodukter. Dertil kan man nu også købe en kop to go (eller to stay) kaffe i butikken inden turen går videre ind til kernen af den lille landsby – eller ud i naturen med resten af familien.

     

    Kig forbi, når du kommer på Vesterhavets kanter. Der er så mange skønne oplevelser – både i og uden for designbutikken.

     

    /Lene

     

     

    |

    Påskehilsen fra mig til dig

    Synes, vi alle har fortjent lidt farve-pang og en velment hilsen på bloggen i dagens anledning.
    Simpelthen en lille påskehilsen fra mig til dig.

    Foto 1: Påskeliljer og grene fra allersødeste “næsten-(sviger)datter”. Synes da lige, at farven gul havde fortjent lidt spalteplads her til påske. 

    Foto 2: Ægpusteri og maling blev det også til i ugens løb. Vi besøgte Sønderho Nordisk Design, som havde sat en sød, lille familieworkshop i stand i påskedagene. Lidt flere nyheder fra selvsamme butik følger i tiden, der kommer.

    Foto 3: DIY-karse-luftballon fra Bertrams børnehave. Bunden af en mælkekarton er pyntet med gult silkepapir og foret med vat, så karsen kan spire. En gul ballon og gul bomuldssnor er bundet på til sidst. Den pynter så fint i køkkenet.

    Foto 4: En meget træt baby kapitulerer efter store mængder frisk vesterhavsluft. Lang mand med mindstemand på skuldrene går i rask tempo foran. Afsted til sommerhuset og eftermiddagshygge på terassen.

    Foto 5: Sønnen min har plukket en smuk buket til sin allerbedste moar. Blomsterne er fundet i Farmors dejlige have. Her kan man altid finde nye forsyninger af årstidens pynt. Tak, lille skat <3

    Foto 6: Resultatet af Bertrams ægmaling i Sønderho. Simpelt og maskulint – og alligevel så dekorativt. Som en Instagram-følger skrev, er motivet måske ligefrem velvalgt: “Himmel og jord”. Fint, ik?

    Nyd hinanden, nyd vejret og ikke mindst chokoladen, der (forhåbentlig) hører en rigtig påskefest til.

     

    /Lene

     

     

    |

    Insta-kollage: Forårsfornemmelser

    Måske du har fulgt forårets indtog på Instagram?
    Her får du i hvert fald et lille udpluk af fotos fra min profil dette pre-forår.

     

    Foto 1: Fornemt besøg af den sødeste, lille klovn. Frigga fejrede første fastelavn med dagplejen. Iført hjemmesyet buks, blå vest fra Krutter, butterfly, strikket genbrugshat og rød næse. Tilsat klappe-kage-fagter.

    Foto 2: Snuppede for nyligt sommerhustur på Fanø. Ahhh… tiltrængt. Besøgte i øvrigt butikken SALT i Nordby. Fine sager og fristelser. Blandt andet disse sko fra Fly London. Har aldrig nogensinde før tænkt, at jeg måtte eje et par gule sko. Hermed noteret på ønskeseddel.

    Foto 3: Så sagde vi pænt farvel og god vind til vores første praktikant. I afskedgave fik vi denne fine, hvide Elements-kande fra Royal Copenhagen. Designet af Louise Campbell. Sødt (og veldesignet), ik?

    Foto 4: MPG er børnenes fest. Og i år fik to heldige 5-årige lov at holde deres første af slagsen. Uden små søskende, som lå trygt i deres senge. Iført festtøj og rette hovedbeklædning, gik vi først ombord i årets første grillmad: Kyllingelår i marinade af farin, chilisauce og ketchup samt pølser i svøb. Skilte blev malet og TVet dekoreret med flag. Alle deltog i afstemningen – børn og voksne. Sluttede af med nachos, ost og guacamole. Et par slatne børn var herefter grydeklare og ret så lykkelige.

    Foto 5: Én af de dage, hvor det ikke er så slemt at trisse rundt om sig selv og afvente halvvågen baby ved barnevognen. Sådan en udsigt og sådan en spirende forårsfornemmelse – så kan babybøvl bare komme an!

    Foto 6: Så tog vi en fridag. Far, mor og søn. Bare os tre, mens lillesøster inklusiv skoldkopper blev passet. Togtur, brunch og en hyggelig formiddag på Aros. Regnbuen set i regnvejr efterfulgt af Tal R-udstilling, Boy og sanserum i kælderen. Og så var trapperne vældig sjove og labyrintagtige. Mest af alt nye oplevelser i slowmotion. Hvor vi tog os tiden – uden hast. Og hvor storebror ikke var storebror, men den mindste. Fuld opmærksomhed og masser af sniksnak. Alt imens alle vennerne var i børnehave.

     

    Forårsfornemmelser, hvor de fleste af os forsøger at balancere familie, job og egentid efter bedste evne. Og det hjælper altid en smule med godt vejr og frisk grønt på din vej.

     

    /Lene

     

     

    |

    Storebrors værelse…

    … har gennemgået en lille re-making.

    Far og søn har haft travlt med små oprydningsprojekter på drengeværelset. Og det er da ret så fint, knejter <3

    Væggen ved sengen er malet grøn-blå i maling fra Dyrup. Begge hankøn har været involveret i projektet, som faktisk er blevet ret hyggeligt og varmt.

    Fine plakater med fabeldyr fra danske Mesterwerk er hængt over den gamle skibsbriks af Børge Mogensen. Den multifarvede strikplaid er fra IKEA.

    Sorte plastkasser med låg er købt i det lokale byggemarked. Og er rykket fra skuret og ind i værelset. Nu fyldt med LEGO, trylleudstyr og dominobaner m.v. Pantonefolier med forskellige farvekoder er sat på kassernes forside. Disse er hentet fra vores designerfars personlige ral-folievifte.

    Farmand har lavet DIY-lyssværd-holder på en lille væg for enden af sengen. Holderen er en opfindelse med udspring i cykellygteholder (øverst) og haveredskabsholder (nederst). Den hænger virkelig godt og stabilt. Og sønnen er meget tilfreds med udstillingen (+ at lillesøster ikke kan nå sværdet mere).

    Se bare, hvordan det kan gå, når drengene “får lov”…

     

    /Lene

     

     

    Pssst: Farvekoden på malingen er: NCS S 2010-B fra Dyrup.
    Den kan dog syne lidt forskelligt i farvenuancer og styrke alt efter lysindfald osv.

     

     

    |

    Børnetøj: Frit valg på børnepræmisser

    (Sponsoreret indlæg)

    Hvad ville børnene vælge, hvis de selv fik lov?
    Uden mors indblanding. Uden forhandling. Uden kompromis.

    I samarbejde med LEGO Wear har jeg sat to skønne 5-årige stævne for at udvælge deres eget fiktive favoritsæt fra inderst til yderst. Frit valg på alle online LEGO-hylder.

    Min allersødeste søn og hans bedste veninde har nu udvalgt hver deres yndlingssæt. Vi tog samtidig en lille snak om, hvad de godt kan lide, hvad der er hadetøj og hvorfor de er vilde med det, de har valgt. Her får du et par retningslinjer til tøjkøb på børnepræmisser – sagt med deres egne ord.

     

    Smilla fortæller om sit valg af tøj:
    ”Jeg vil bare gerne have flotte farver. At de er flotte sammen – og passer lidt sammen. Synes ikke det skal være alt for vildt. Især kan jeg godt lide lyserød og lilla. LEGO Friends er ret flot, men det er mere farverne, jeg kan lide”.

    ”Jeg kan ikke lide, at der er for meget diller-daller på tøjet, som sidder fast i mit hår eller driller i nakken, når jeg hopper. Og det er ikke rart, når tøjet klør. Derfor skal det være blødt”.

    “Og så synes jeg, at kasketten skal være lige foran – ikke bøjet”.

    ”Det er også ret smart, at man kan lave opsmøg eller krølle leggins lidt i benene, for så kan jeg blive større og stadig passe dem”.

    ”Jeg synes faktisk, Bertram vælger nogle lidt vilde ting. Bertraaam… Hvad med det her undertøj, var det ikke fint til dig”? (Han svarer: ”Nej, det er ikke noget for mig!”).

    ”Jeg kan godt lide at drengene har sådan en slags tern på tøjet – ligesom min far!”.

     

    Bertram fortæller om sine valg:
    (kort og præcist – på ægte drengefacon)

    ”Det skal bare se vildt ud. Og sejt”.

    ”Især med LEGO Chima på. Eller Star Wars”.

    ”Og måske noget af det, som de andre drenge har”.

    ”Så vil jeg gerne have bare tæer altid”.

    ”Jeg elsker også shorts, for så er det sommer”.

    ”Og bar’ numse i bukserne. Det er lidt skørt, men det må jeg jo gerne, hvis jeg er bestemmeren”.

    ”Jeg haaader bare, når det kradser – især oppe ved halsen”.

     

    Selv må jeg indrømme, at det til tider kan blive for festligt til min smag, hvis der er 100% frit valg på børnepræmisser. Nogle gange vælger mor her bare – men ved også, at kradsetøj og tunge tekstiler til en varm dreng er  ”no go”. Uanset hvilket mærke eller design, jeg forelsker mig i.

    Desuden er jeg også for nærig til udelukkende at købe dyrt tøj. Der er intet i vejen med lavbudget på basistøjet. Eller at elske et godt udsalg. Så gør det heller ikke så ondt, når der er fodbold-græsknæ på bukserne eller makrelfest på ærmerne.

    Og så har jeg efterhånden fundet ud af, at man ikke vil se alt for anderledes ud, når man er 5 år. Det er faktisk fedt, at ligne de andre – og engang imellem have noget nyt og cool, som de andre kan se op til. Men ikke noget, der er for underligt. Det gider ”vi” ikke hjemme hos os.

     

    Så er vi klar til forårssæson og skolestart om hjørnet.
    Håber, du har fundet lidt inspiration til tøjvalg, der også inkluderer børnene.

     

     

    /Lene

     

     

     

    PS: Og så er vores søn en barfodsdreng (hvis han selv måtte vælge). Han føler sig indespærret i strømper. Han tager dem nærmest af sammen med sine sko, når han kommer hjem. Om sommeren lever han barfodsdrømmen helt ud – også i børnehaven (nok ikke en mulighed i skolen, tænker jeg). Det skulle i øvrigt være ret så godt for motorikken…

     

     

    |

    Lillepigens værelse

    foto: (venstre) Tremmeseng fra IKEA, tapet fra ferm LIVING & eventyrlig vimpel “Furry friends” fra Smuksak. (højre) Kommode fra IKEA med greb fra Jem & Fix, æsker fra Søstrene Grene & glimmermaske købt i Børn & Bolig.

     

    Husets mindstemus begynder så småt at udforske hjemmet for alvor. Inklusiv sit eget værelse. Allerbedst er dog storebrors vilde legesager. Eller TVet. Eller køkkenskabet. Eller opvaskemaskinen. Eller brusekabinen. Bare noget, hvor man får nogen til at løbe efter sig. Det er sjovest.

    Og det hele foregår stadig som numsehopper. Selvom ordene: “gå-gå-gå” kommer ud af hendes mund, synes benene ikke, det er lige så relevant. Ikke desto mindre kan hun nå højt op på hylderne – og stå op, hvis muligheden for at gafle noget “forbudt” byder sig.

     

    foto: (venstre) Strandtasken fra 3sprouts med blød bamse fra Lexington. (højre) Det lille vidunder, som her har fået snitterne i storebrors maskingun og kuglebane. Meget tilfreds med egen indsats og iført cardigan fra Mamas and Papas samt bukser fra Pomp de Lux.

     

    Blot en lille hilsen fra Frigga (efter veloverstået skoldkop-show) samt inspiration til nye småindkøb.

     

    /Lene

     

     

    |

    Mere end smuk

    Dette billede har altid passet på mig. Det har hængt over mig, når jeg i nattens mulm og mørke sneg mig ind i mine forældres soveværelse, fordi jeg ikke turde ligge alene. Så lå jeg der på gulvet eller på ekstramadrassen og følte mig tryg. I flere år, faktisk.

    I weekenden fik jeg det med hjem. Fra min mor til mig. Et moderligt billede fyldt med skønhed og omsorg. Og det har jeg brug for. Også i dag. I dag er nemlig endnu én af de dage, hvor livet ikke er helt fair. Men også én af de dage, hvor barndomsminder får frit spil. Fra en tåre til et smil. Der er faktisk ikke langt.

    Nu har billedet fået nyt hjem og en ny ramme. Men det er stadig velkendt og trygt for mig. Mere end smukt. Fyldt med kærlighed, tanker og det, som man ikke kan sætte ord på. Nu passer det på mig hver nat – over min egen seng. Sammen med drømmefangeren, vi har fået foræret af sødeste venner.

    Jeg sender lige præcis i dag en særlig tanke til hver og én i min dejlige familie. I har alle gjort en forskel. For hinanden. For de, som har haft brug for det gennem årene. Og for mig.

    I har alle bidraget til betydningsfulde barndomsminder og til en tryghed, jeg aldrig glemmer. Hver og én. Alle er vigtige. Og det vi har sammen i vores familie, vil altid bestå. Uden ord. I tankerne. Også på fysisk afstand. Det er en særlig og meget sønderjysk overbevisning, jeg har indeni.

     

    I kærlighed.

     

    /Lene

     

     

    |

    Om sorg (og børn)

    Tid til et ret så langt indlæg om sorg (helt ok, hvis du ikke orker at læse med – så ses vi bare en anden dag i stedet). For nej, jeg har ikke glemt den. Hverdagen går egentlig fint. Jeg lever med at sørge. Har det så godt som muligt. Jeg er taknemlig. Kan arbejde, kan grine, kan nyde, drømme og ser en god fremtid. Heldigvis.

    Men det er jo ikke sort/hvidt. Er også ked af det hver dag. Savner så frygteligt. Kan blive overvældet af en ukendt følelse. Har svært ved at tage styring og skabe overblik, som ellers er min force. Kan få dårlig samvittighed over at “have det for godt”. Eller være bange for at udstråle, at jeg er “ovre det”. Tvivler på egne evner. Mangler energien til at stråle, som jeg gerne ville. Har brug for, at nogen tager ansvar fra mig i ny og næ.

    Fysisk føles det som om, der er et hul indeni mig. Og jeg tror aldrig, det lukkes. Måske det bliver mindre med tiden. Måske det kun dukker op sporadisk. Men jeg er (lidt) ændret for altid. Også på en givtig måde, tror jeg.

    Om at involvere barnet
    Jeg vil i dette indlæg gerne dele min praktiske erfaring med børn og sorg. Måske du, ligesom jeg har gjort, frygter den dag dit barn mister? For det gør de jo (desværre) engang. Det gør du også.

    Jeg bærer på ingen måde de vise sten, men indtil videre kan jeg kun være tilfreds med, hvordan denne del er gået i vores familie. Fordi, vi har formået at ramme noget, der passer til vores barn. Så vidt vi kan se.

    Da min mor gik bort, mistede vores meget tænksomme søn også sin Bedste. De har altid haft en særligt, kærligt forhold. Han er kun 5,5 år, men han er meget bevidst. Hvis han var yngre, havde vi kørt “hun er blevet en stjerne-” eller “himmel”-historien uden dikkedarer. Hvis han var ældre, ville vi uden tvivl tage ham med til bisættelsen og sætte lidt mere i tale. Men vores Bertram er et sted midt imellem. Han tror på himlen, men sætter spørgsmålstegn ved, hvordan man kommer derop – og om man falder ned igen.

    For hvad er rigtigst at gøre? Hvordan skal man sige det? Hvad skal han være med til? Skal han skånes – eller er det kun for at skåne os selv? I bund og grund er det jo naturligt, at livet slutter. Måske det er mere skræmmende, at folk omkring ham forsvinder, når man ikke kender sandheden? Altså, en sandhed på børneniveau.

    Og disse helt uvirkelige spørgsmål skal man besvare på meget kort tid, da en bisættelse (sidste chance for “fysisk” farvel) jo finder sted en uge efter dødsfaldet. Mens man selv er i choktilstand, skal man arrangere praktiske ting, sikre at man selv får taget bedst mulige afsked – og nå at finde den rette løsning for barnets involvering. Og hvem skulle jeg spørge til råds? Jeg kunne jo ikke ringe til min mor…

    Jeg læste lidt på nettet, talte med nærmeste om tankerne, spurgte præsten til hans erfaring – og ringede til vores sundhedsplejerske. Ja, det kan man godt. Og det var rigtig godt. Vi talte om, at han sagtens kunne komme med til bisættelsen og hvordan vi kunne kommunikere med ham herom. At vi er ærlige, men sikrer ham om, at vi har en plan. At ansvaret tages fra ham, da han ellers føler, at han skal gøre os glade. Fx.: “Ja, mor og far bliver også kede af det i kirken. Når det sker, tager vi alle hinanden i hænderne og vi har noget papir, man kan tøre øjnene med”.

    En anden god ting er også, at give ham en lille opgave. Fx. at holde mig i hånden, når vi bærer kisten. Således at han er tæt på mig, men også “hjælper mig med at slæbe”. Eller at han er den, der sørger for at tænde et lille lys, når vi er alene ved gravstedet. At han føler, han gør noget konkret og godt for sagen.

    Bertrams forløb blev sådan:


    1. Da hun døde:

    Jeg fortalte han i første omgang, at jeg skulle på sygehuset, fordi Bedste blev passet der, når hun havde svært ved at få vejret. Og at Bedstefar gerne ville have mit besøg. (Min mor havde lungesygdommen KOL – og Bertram vidste godt, at hun havde svært ved at trække vejret, fordi hendes lunger var blevet syge). Jeg ville lige se situationen an og have et par ekstra timer til at gennemtænke, hvordan jeg skulle gøre. Men jeg var ked af det og sagde: “Jeg er lidt ked af det, fordi jeg synes det er synd for Bedste”. Han sagde: “Jeg synes også det er synd – og vi ses senere”. 

    Næste morgen spurgte han: “Kunne Bedste trække vejret?”. Jeg sagde, at det kunne hun ikke mere. At hun var død, fordi hendes krop var gammel indeni, men at hun ikke var ked af det eller havde ondt. Fordi, det har man ikke, når man er død.

    Han spurgte igen: “Jamen, hun kommer hjem igen, ik?”. “Nej, det gør hun ikke”, måtte jeg konstatere. Holdt blot om ham mens hans græd højlydt i en time og kaldte på hende. Han forstod alvoren. Og jeg sad stille og lod tårerne trille, mens jeg krammede ham og sagde, at jeg godt kunne forstå, han var ked af det. Bagefter spurgte han om vi skulle se lidt iPad sammen. Vi sad bare stille og kiggede. Så sagde han: “Det er bare fordi, jeg blev så ked af det med Bedste” – og så løb han ud og legede… 

    Sådan har det været siden. Han går ud og ind af sorgen. Sørger på egne præmisser. Spørger og tænker. Men leger og ler også. Betror sig til udvalgte og fortæller, at hans Bedste er død. Kort og godt – og leger videre. 

    Vi valgte, at informere en udvalgt voksen i børnehaven om Bedstes farvel. Og har fortalt til Bertram, at hun ved det. Således har han en tryghed i, at der er én han kan gå til, hvis behovet opstår. Men han behøver ikke, opsøge hende. Og hun ved, at han måske kan reagere anderledes i hverdagen. At hans adfærd kan ændres. Han har ikke haft behovet for at gå til en voksen – og har heller ikke ændret sig i børnehaven. Dejligt. Men han har haft en diskret fortrolig. Just in case. Igen har vi givet en voksen ansvaret, lavet en simpel plan – og været ærlige overfor ham.


    2. Skal han se hende?
    Bertram fandt en bamse, som Bedste skulle have med i kisten. Så hun kunne sove med den, ligesom han gør med sin. Hun skulle have været med ham til Peter Belli koncert i foråret, men vi blev enige om at spille en af hans sange for hende i kapellet, således at hun “ikke skulle være ked af, at hun ikke kunne komme med til koncerten”. Det synes han var en super idé. Men skulle han så med i kapellet?

    Han er en meget rationel dreng. Han skal forstå sammenhænge. For hvordan kan han vide, at hun er i en kiste, når han ikke har set det? Og hvordan ser sådan en kiste egentlig ud? Og samtidig ville vi ikke ødelægge hans billede af, hvordan hans Bedste så ud. Han skulle mindes det, han kender og elsker. 

    Her måtte jeg omtænke min opfattelse af død og hvad “man kan tillade sig”. For vi blev i familien enige om, at han ikke skulle se hende og mærke hende. Ikke med i kapellet. Men han skulle have muligheden for at forstå det rigtigt. Vi tog derfor et diskret og smukt foto af hende på afstand. Så han kunne se kisten. Se, at hun ligner en, der sover.  Se at Rasmus Klump var kommet med. Og at blomster og strikket sjal gjorde det fint og ufarligt. Derefter tog jeg foto af kistens låg med navneskilt på. Sådan tænker han nemlig: Her er låget med navn + her er Bedste i kisten med bamse = De sættes sammen og hun er i den rette kiste. Og jeg ved, at det er rigtigt.

    Det var faktisk lidt grænseoverskridende at skulle tage et billede. For det har jeg aldrig overvejet, skulle finde sted. Men man har jo kun denne ene chance til at gøre sådan. Det kan altid slettes igen, hvis det føles forkert. Det var vel værre, at fratage ham muligheden for en afsked.

    Jeg spurgte om han ville se billedet. Og ja, det ville han. Sad længe og kiggede og spurgte, men jeg kort svarede på hans (meget praktiske) spørgsmål. Så konstaterede han glad: “Det ser rigtig flot ud”. Og har ikke set på det siden.


    3. Med til bisættelsen?
    Vi fortalte, at han gerne måtte komme med os. Han tænkte og spurgte til om vi blev kede af det. Han spurgte også lidt til, hvordan det så ud – og ikke mindst om, hvor lang tid det tager i kirken (han synes generelt det er kedeligt, at sidde så længe i en kirke). Kunne godt høre, at han var lidt splittet, men egentlig helst ville slippe pga. kedsomheden. Han spurgte: “Kan man tage billeder af det?”. Jeg tænkte og svarede:”Jeg kan tage billeder af blomster og kisten til dig”. “Men hvordan ser bilen ud, mor?”. “Den er sort, men jeg kan prøve at tage et lille billede af den også”. “Godt, så vil jeg rigtig gerne i børnehave i morgen!”, sluttede han.

    Og sådan blev det. Billeder af alle blomsterne, kisten og et enkelt af bilen. OG et print af præstens tale, som jeg “har læst som historie” (i kort udgave og med mine egne ord imellem). På den måde har han været med i forløbet – omend på sidelinjen og i eget tempo.


    4. Tiden derefter…
    Vi har undladt detaljen om brænding. For ham ville det være abstrakt og voldsomt. Efter urnenedsættelsen har han været med på kirkegården og besøge stedet. Han har spurgt til, hvordan man skriver på en sten. Hvordan man kan være i jorden, når der er jord i forvejen – og en masse andre relevant spørgsmål. Vi svarer bare. Og nu har han selv mærket skriften på stenen med sine små fingre. Plantet vintergækker fra vores egen have og tændt et lys. Og været i hendes hus og set at det er samme sted, at Bedstefar er okay og at alting nok skal gå. Men også at alle kan blive kede af det. At det er i orden. Og at vi alle savner hende. Men også at der stadig er mange gode ting og oplevelser sammen.

     

    Jeg er så stolt af ham. Han favner så mange aspekter. Han er empatisk og kan se, når jeg er ved at blive ked af det. Og han er ok med det. Han skal ikke tage ansvar for voksne, men han trøster ved bare at være tilstede. Vi har siddet og set på stjerner med tårer ad mine kinder om aftenen. Han kommer selv – og jeg sender ham ikke væk.

    Forleden fandt han en død måge og lagde blomster, fordi det jo er sådan man gør, når nogen er døde. “Det er ret synd for dens venner”, sagde han – og spillede fodbold igen.

    Selvfølgelig gør døden ham usikker. Det er blevet virkeligt. Og dør man kun, når man er gammel? (for 62 år er jo ikke gammel). Kan børn dø? Hvornår kan du dø, mor? Mange i den alder tænker sådan, tror jeg. Nu er han bare lidt mere bevidst om det. Han er da utryg over døden, men egentlig ikke bange for at sørge.

    Og vi er ikke bange for at omtale Bedste, selvom nogen kunne tænke, det er prekært. Når det føles naturligt, indgår hun i historien. Både de glædelige og de sørgelige. Hun er jo en del af familien.

     

    Klogere på livet og endnu mere følsom.

     

    /Lene

     

     

    |

    Insta-kollage: Vinternydelse

    Starten på det nye år har budt på lidt af hvert, må man sige. Fra det hårde i livet til de glædeligste oplevelser. Fra mit Instagram-univers har jeg samlet lidt vinternydelse fra den seneste tid. Håber, det smitter (det gør alt andet i hvert fald lige nu).

     

    Foto 1: Lidt sne blev det til. Trods alt. Lillenok fik sin første tur på kælk med verdens bedste storebror som ledsager. Et af de rørende momenter i hverdagen.

    Foto 2: Undertegnede vovede sig ud i at købe festlige forårsbukser (nej-nej, ikke kun sort tøj, som er dominerende yndlingsfarve i klædeskabet). Sågar med zig-zag-mønster i rosa og grå toner. Her luftes indkøbet under børne-fodboldstævne i en lokal idrætshal. Kom ikke og sig, at man ikke er lidt rebelsk soccer mom i det nye år! Bukser fra We Love Jeans, tørklæde fra by Nord og sko fra Sofie Schnoor.

    Foto 3: Se bare, hvor nemt en lille weekend-dusk kan sprede glæde. Lyslilla tulipaner fra Fakta er her sat i loppefundsvasen på spisebordet. Det tager kun 5 min… (og kostede 20 kr).  

    Foto 4: Den lille dame er blevet 1 år. Tænk engang, hvor tiden flyver. Ud over det fineste legetøj, fik hun selvfølgelig et større udvalg af vigtigt tøsegrej. Lidt af gavehøsten: Bluse fra Stella McCartney Kids, strikkede sokker med sål fra Noa Noa Miniature og pallietmaske købt hos Børn & Bolig

    Foto 5: Så var man en tur i København og besøge sødeste Mette fra Design Letters. Kaffe, kage og håndmad blev nydt i dejligt selskab. Og så MÅ jeg bare vise den fine kande med Arne Jacobsen typografien. Tak for snakken, seje du. Fingers crossed <3   

    Foto 6: Så var lillemanden til første “rigtige” koncert med lysshow og bas i maven (og lidt ondt i fødderne). Rasmus Seebach familiekoncert. Med slush ice, ørebøffer og godt selskab. Hatten af for en mand, der står ved, at folkelig faktisk er ok som kunstner. Og som gir den gas uanset publikums alder. De unge kommer der jo alligevel. Så er det da meget cool med en familiekoncert om eftermiddagen med bedre rammer og VIP-pladser til minifolket <3

     

    Ahhhh… Hvor er det skønt, at der også findes gode oplevelser i hverdagen. Sug al nydelsen ind i næste åndedrag. Som Bertram sagde i går: “Skal vi ikke smage på det dejlige vejr?”

     

    /Lene

     

     

    |

    Insta-kollage: Børnefester

    Har hygget mig gevaldigt på Instagram den seneste tid. Det er lidt hyggeligt og dejligt uforpligtende. Måske du kunne bruge lidt let inspiration i dagens anledning?

    Vi har nemlig været til diverse børnefester den seneste måneds tid. Kusinens første runde fødselsdag (10 år!), min eneste datters første fødselsdag (1 år!) og ikke mindst min eneste nevøs første fest (barnedåb!). Og det er så befriende med glade børn og farveeksplosion.

    Foto 2: Den søde kusine havde kun to reelle ønsker på sin ønskeseddel: Kaviarmanicure-sæt og penge. Eftersom jeg selv har været effektiv neglebider hele min barndom, er manicure ikke noget, jeg føler mig hjemme i. Så det blev til cool cash. Bertram og jeg lavede et mønt- & perlesmykke, så det ikke blev for kedeligt med en flad kuvert.

    Foto 1: Det fine (dog halvtunge) smykke blev pakket i fin, hvid æske med cellofan og pink tape fra IKEA. Kronen på værket var en stribet slikkepind og pyntevifte af ekstra pengesedler. Bertram insisterede på, at give 50 kr. af sine egne penge til sin elskede kusine. Således blev gaven piftet lidt festligt op i tøsefarver.

    Foto 3: Min lille solstråle, Frigga, holdt i den forgangne uge sin første fødselsdag. Storebror gik meget op i forberedelserne og pyntede med gaver, hjerteballoner og en giraf (man er vel opdateret på, hvad der rører sig i verden pt.). Hun fik lov at daske i et stykke kage for første gang. Delte Havrefras og abrikoser ud i dagplejen. Blev fejret med fællessang i legestuen. Kort sagt: Hun har haft en fest – og hun solede sig i opmærksomheden. Selvom hun sikkert ville være tilfreds uanset ambitioner pynt og indhold.

    Tillykke til alle søde børn. Alle har fortjent at blive fejret og gjort til noget særligt i ny og næ.

     

    /Lene

     

     

    |

    Must have: Højtaler (også) for kvinder

    Nu kommer den. Nej, det er ikke en trendy clutch. Ikke en elegant dametaske.
    Det er endnu bedre: Højtaleren som faktisk er smuk!

    Og så kan den alt det der med Apple Airplay, Bluetooth, Wi-Fi og hvad har vi. Den kan i hvert fald alt det med lyd, sådan én skal kunne – på den veldesignede facon.

    Højtaleren “Copenhagen” er fra danske Vifa og præsenteres netop nu på Stockholm Furniture Fair.

    Nordisk i sit designudtryk og med en elegance, der kan passe ind i de fleste hjem. Til det feminine segment (som man i øvrigt TØR at fokusere på for alvor), men ikke så tøset at mændene ikke kan leve med den.
    Beklædt med smukt tekstil og findes i 6 farver. Vejl. pris er 6.700,-

    Spændende, hvordan forhandlerne modtager denne skønhed på messen.
    Jeg håber i hvert fald, at se den i butikkerne inden længe…

    Klapper i de små, buttede hænder.

     

    /Lene

     

     

    |