Fylder putteritualet for meget hos Jer?
Og vil du (og måske også din prinsegemal) gerne have mere plads til voksentid om aftenen?

Så kan du måske få glæde af mit nyeste indlæg som skribent for Babybusiness. Lige HER.

Med “benhårde råd” og kærlighed som drivkraft bag en sej fælles kamp. Med ønsket om vedvarende gode aftenstunder for både mor, far og barn.  Lige fra mig og mine spæde erfaringer til alle læserne på Babybusiness.

Zzzov godt og trygt, lille skat.

Nyd Jer selv og hinanden, mor og far!

/Lene

Hvor skørt! Fandt lige dette gamle indlæg, som jeg har skrevet for snart et år siden. Inden bloggen var en realitet. Som jeg måske syntes var lidt for personlig, men som jeg nu MÅ hive ud af gemmerne. IGEN er der fokus på de danske vuggestuer – det var der åbenbart også sidste sommer (da jeg skrev dette).

Og igen må jeg sige, at man kan være uheldig, men bestemt også heldig (uanset om man vælger vuggestue eller dagplejen). Læs dette og små-græd – for tænk engang: der er i vores kommune ikke nok ansøgere/børn til pasning i dagplejen (som kommunen i mange år ellers har opbygget en voldsom skare af frem for at oprette vuggestuepladser). Det betyder at “vores Ulla” har måttet nøjes med ét barn gennem længere tid og løbende afskedigelser i gruppen af kolleger. Hm… så forventer jeg så sandelig også, at vuggestuerne er veldesignede nok i vores nærområde (og at de nye undersøgelser kun afspejler situationen laaangt væk fra vores naturskønne provinsby!?!):

En hyldest til Ulla

Så oprandt dagen hvor lillemanden ikke længere er dagplejebarn, men et larmende og selvstændigt børnehavebarn.

Skræmmende. Nok mest fordi moderen har svært ved at acceptere at min lille basse skal tage endnu et skridt mod at blive en stor dreng. Ikke blot min baby. Underligt som man på den ene side ønsker at fastholde ham i babystadiet for egen vinding og hyggens skyld – og som man alligevel er lettet ved udsigten til et selvstændigt og forhåbentlig velfungerende barn, der også giver luft til at forældrene kan udleve og have andre roller end udelukkende forældrefunktion. Det er nok loddet som mor – man savner det der var og ser hen mod det næste udviklingstrin. I stedet for at være til stede og tilfreds i nuet (både som mor, men da også som individ og kæreste!)

Tilbage til indholdet i dette indlæg. Egentlig havde jeg bestemt mig for at skrive denne hyldest inden emnet blev en ”hot potato” i medierne. Men nu hvor snakken omkring småbørns voksentid i vuggestuer osv debateres, er dette indlæg vel nok endnu mere aktuelt.

Vi hører til folket, der oprindeligt have skrevet vores helt særlige, lille pus op til vuggestueplads. Dels fordi det var det, vi kendte bedst til fra tiden i Århus og dels fordi praktikeren i mig, synes det var dejlig bekvemt, at man var sikret flere voksne og samme geografi hver dag – også på trods af sygdom. ”Desværre” fik vi ikke ønsket opfyldt, men måtte ”nøjes” med en dagplejeplads, som vi ellers havde hørt mange ikke-flatterende eksempler på.

Vi måtte aflevere baby til en ukendt dame i hendes eget hjem og håbe på det bedste – selvom vores øjesten hverken kunne gå eller kravle endnu.

Dette er nu over to år siden og aldrig har vi været så glade for, at en beslutning blev taget for os!

Man kan være heldig og uheldig med såvel dagpleje, som vuggestue: men heldigvis har Bertram haft en fantastisk tid i dagplejen, hvor der er tryghed, hjemlig hygge og overskud til at holde øje med helt små børn – også selvom man kun kan møffe på maven ved start. Jeg kan ikke generalisere og sige at alle dagplejemødre er fantastiske, men Bertrams Ulla er verdens bedste. Han har fået opmærksomhed, faste rammer og klare regler. Han er blevet aktiveret og har lært socialisering. Han har lært omsorg og kan rumme at holde af en række betydningsfulde mennesker i sit liv, ikke kun mor og far.

Ulla kunne allerede tidligt aflæse hans signaler og tolke hans tegn, fordi hun havde ham og hans bedste kammerater omkring sig hele dagen. Jeg kan ikke gøre dagen hos Ulla op i voksentid, for Bertram har følt at hun var til stede HELE tiden – også selvom hun var ude af syne et øjeblik eller var i en større forsamling i den ugentlige legestue. Ulla er typen, der glædes lige så meget over en edderkop, som drengene selv. Hun er ligeglad med om hun ser skør ud og er for stor til en trehjulet cykel. Hun er selv mere spændt end børnene, når hun planlægger udflugter. Hun gør det naturligt for børnene at se flere generationer, idet hendes voksne børn og mand også er deltagende. Idet ”Ullas mormor” hver uge har en fast dag, hvor hun besøger børnene (som en ekstra bedstemor). De venter glade i døren, åbner for hende og glæder sig til bollerne, der hører med, når “mormor” kommer.

Der er udeliv, togture, busture, cafébesøg, teater, skattejagt, bibliotek og sang på programmet. Der er aftaler med andre børn og dagplejemødre. Og hun inddrager børnene i madlavning, borddækning, opvaskemaskinen og indkøbsture. Og er der for mange dage i den kolde sne, lejer hun den lokale idrætshal og laver lege med bolde og lagner dér. OG vi har oplevet 1 sygedag på 2 år!

Derfor:

Kære Ulla (du ved, hvem du er), 

Det er sørgmodigt at skulle fjerne Bertram fra det, han kender som sin hverdag og fra én som oprigtig har nærvær og forståelse for ham som individ. Vi håber, du kommer til at glædes over de andre skønne børn i området – og er sikre på, at du har været med til at bidrage til Bertrams personlighed, selvværd og at han er godt rustet til fremtidens krav og udfordringer.

Vi er glade over og stolte af, at du efter så mange år som dagplejer stadig har lysten og energien til at være det bedste for byens børn – uden brok og med en positiv tilgang på trods af besparelser og ændringer i samfundet. Du har skabt trygge rammer med læring in mente – uden at vi har følt os ramt af manglende midler eller andre udefrakommende faktorer.

Vi har værdsat din store begejstring, din åbenhed og din detaljerede information om vores barn, som har gjort det muligt at følge vores førstefødtes hverdag, selvom vi var på afstand i dagstimerne. En tryghed og en ubesværethed, som vi ikke kunne have ønsket bedre andetsteds…

Store kram fra Bertram & co.

PS: Fotoet er i øvrigt fra sidste års familietur til Island. Lige præcis i maj måned (som nu), hvor Bertram stod for døren til dagplejeafslutningen. Hvis du vil læse lidt om Islandsturen, kan du finde indlæg om lagunen HER om High Tea på Hilton HER - eller læse om  islandske sweatre (the fashion way) HER.

Har du nogensinde prøvet at være mor til “ham der bider”? Uventet og ikke nogen rar fornemmelse. Troede faktisk kun det var vaskeægte møgunger, der gjorde den slags…

Ved da godt, at alle børn har perioder, hvor frustrationerne udmunder i slag, spark og bideri. Men at han i børnehaven havde flere attacks om ugen, havde jeg ikke set komme. Havde da godt bemærket at trodsalderen havde kørt sig selv i stilling til forældrefejde, men at han også var irriteret og reaktiv i børnehaven, betød trouble. For de stakkels børn, der fik tandsættet at føle og deres forældre, som garanteret har dømt “bideren” til at være “en af de ustrylige drenge”. Det er på en eller anden måde meget mere forbudt at bide end at slå. Jeg forstår dem godt – ville nok tænke det samme, hvis lillemanden kom hjem med andres tænder i skulderen.

Faktisk har jeg været bekymret på lilleprinsens vegne om han netop ville blive dømt hurtigt og sat i en bestemt rolle, fordi han havde en dårlig periode med manglende overskud. Tænk hvis de andre ikke ville lege med ham af frygt. Tænk hvis de voksne ikke kunne lide ham. Det ville da være så utroligt synd for ham også!

Fra at være drengen, som alle altid har syntes var så nem og så socialt anlagt, blev han pludselig en tikkende bombe, der gik til angreb, hvis han blev trængt op i en krog. Han har altid været ekstrem retfærdigheds-rytter, men nu blev det hans ulempe. Især når trætheden meldte sig oveni. Jeg tænkte hver dag på om han havde haft episoder idag eller om pædagogerne havde nået at gribe ind i konflikten i tide. Det skete nemlig aldrig derhjemme eller når vi var sammen med ham.

Ty til læsning på internettet, tænkte jeg, som bedste løsning på problemet! Her fandt jeg fine tips om, hvordan man bør (og ikke bør) reagere. Fx at han ikke skal overfuses med skældud, når det sker. Fordi han faktisk selv er ked af det bagefter. At man i stedet fjerne bideren og den bidte fra hinanden og trøste hver for sig. Forklare hvor ondt det gør, spørge til hvorfor han har bidt og at det ikke er acceptabelt. Tage ham væk fra det sted eller den leg, han ikke længere kan være en del af, når han bider.

Tog en snak med børnehaven om, hvordan de håndterede det og satsede på, at de ville få ham “rettet ind” i dagstimerne. Vi blev enige om ikke konstant at have fokus og tale med ham om det – kun når uheldet var ude. Uden at bære nag og rippe op i gamle historier. At undgå at minde ham om det, så alting ikke handler om bideri og at han er slem. Så ville han måske have det øverst i sine tanker og gøre det endnu mere.

En dag havde han bidt to samme dag. Jeg spurgte han roligt hvorfor, han havde bidt. Den ene havde slået ham og den anden vidste han ikke. Han var flov og ked. Men vi fik en lille snak og blev enige om, at han skulle øve sig på at få hjælp fra en voksen i stedet. End of story og glade miner igen. Næste dag udbrød han stolt, da jeg kom hjem fra arbejde: “Hej mor – jeg har ikke slået nogen idag!”. Great – så fik man da virkelig sat fokus på skidtet…

Der stod også på nettet, at flere faktorer kunne sætte gang i bideri. Bideri er ofte udtryk for frustration. Pga manglende sprogkundskaber (ikke tilfældet her), pga skift i omgivelserne, pga leg og kammerater han ikke kan kapere. STOP: det var måske her, den var gal. Havde bemærket at han talte meget om rokketænder og sparkeleg og kælderen i børnehaven. Det var jo her de store drenge var. De er seje, de leger vildt og de har rokketænder (inkl. tissemænd, kærestebreve, lort, fjols, fucking og alt det andet man lærer her). Pludselig slog det mig at én af grundene måske var hans hang til at følge de store – uden at han helt kunne være med. Når man er tre år sker der mange ting i hovedet. Man taler i søvne, bliver mørkeræd, drømmer og er hysterisk. Hans lille tre-årige hoved var slet ikke udviklet nok til at kunne sortere i 5-6 åriges leg. Og det var altid børnene på hans egen alder, der blev bidt. Hakkeorden, simply!

Han er helt bide-clean nu (så vidt vides). Kører på en måneds fuldstændig clean tilstand. Og jeg tænkte: clever mor, så har jeg da lige “hjulpet” de voksne i børnehaven med at finde frem til kernen i hans frustration. Indtil jeg forleden dag mødte en sød pædagog i børnehaven, der sagde: “Han er så glad for tiden. Han har fået meget mere overskud.”

Virkelig en dejlig konstatering, som vi også har oplevet derhjemme. Ingen (store) hysterianfald, hvor han går i selvsving og hyperventilerer. Kun de vanlige små-pjevserier om at benene ikke kan gå, at han ikke selv kan afmontere sko, at han kun kan spise snacks og ikke kan tåle aftensmad osv.

MEN vent: pludselig slog det mig at en væsentlig anden ændring måske var skyld i hans udvikling. MIG!

For netop lidt over en måned siden stoppede jeg på mit daværende job for at forfølge min drøm. At gå fra arbejdstager til selvstændig – på godt og ondt. Det betyder: et styks glad mor.

Og ikke mindst en ny hverdag. En hverdag som nu er præget af morgener uden jag. Eftermiddage, hvor vi kan nå at lægge et puslespil og snakke med de andre børn i børnehaven, inden vi tager afsted. Og det giver faktisk respekt hos både eget barn og de andre børn, at man har tiden og lysten til at gøre lidt ekstra. Og det er en fed fornemmelse indeni mig selv også.

Vi skal i weekenderne ikke “skynde os at hygge sammen” inden det bliver hverdag igen. Hverdagene er næsten lige så frie som weekenderne, hvis vi vælger det. Om vi afleverer i børnehaven en halv time tidligere eller senere er ikke afgørende i det store perspektiv. Der er ro og plads til spontanitet. Der er plads til mere kvalitetstid (ja, ja floskel – men sandt) med moar – og mere fællesskab som familie. Vi er mere involveret i hinandens liv på kryds og tværs. Vi er tæt på hinanden – alle tre. Og bettemanden kan komme med på kontoret og spise snacks, vi kan vælge en cafétur i stedet for aftensmad, vi kan tage i sommerhuset om onsdagen (hvis det passer bedre). Ikke at vi nødvendigvis gør det! Men vi kunne, hvis vi ville. Lidt ligesom tanken om ikke at stille vækkeuret: man sover måske ikke længere ad den grund, men at kunne vælge det, gør udhvilet i sig selv.

Friheden og roen. At vi har taget ansvar for vores eget liv – både som familie og karrieremæssigt – har (indtil nu) gjort os alle godt. Og i hvert fald er jeg overbevist om, at det er en af grundene til lilleprinsens større overskud og livsglæde i børnehaven. Skræmmende at jeg har kunnet byde ham (og mig selv) andet.

Jeg er klar over at dette er en lang og måske meget personlig historie. Håber dog, at du kan finde elementer at relatere dig til. Om du har større eller mindre børn, kan du garanteret genkende følelsen af dårlig samvittighed og afmagten.

Ved godt, min beskrivelse af livet som selvstændig lyder som en forlænget weekend. Hell yes – det føles også nogle gange sådan. Skal virkelig lære at affinde mig med, at det er ok med al den frihed. Har jo været stavnsbundet lønmodtager i mange år. Til gengæld er der helt andre arbejdstider, ansvar, økonomiske aspekter og tanker forbundet med valget…

God familieweekend til alle!

/Lene

PS: Jeg vil på mandag poste et lille ekstra indlæg med et par småtips og redskaber, som du måske kan bruge, hvis dit barn også har perioder med overvældende frustrationer – og ikke mindst reaktioner. Lidt inspiration så du kan føle, at du tager hånd om situationen. Nogle gange føles det ekstra udmattende at stå midt i det hele uden handling. Så snart man føler, man gør noget aktivt ved situationen, føles processen også lidt nemmere at komme igennem. 

PPS: Måske du kan huske at jeg tidligere har påpeget trafik og faste arbejdstider som en “bad combination”. Derfor er det ekstra tilfredsstillende at høre radio i denne tid. Flere gange dagligt hører jeg “trafikmeldingen” poppe op og berette om uheld, køer og vejarbejde på strækningen, jeg tidligere kørte hver dag. HA! – dumme transporttid, uheldsfaktor, latterlige overhalinger, rødmossede kinder, sammensnørede hals og grimt sprogbrug. I er ikke savnet! 

Faktisk hørte jeg for nyligt i radioen at en kendt mandlig person slog et slag for sammenhængen mellem trafiksikkerhed, bedre karma og privatøkonomi. Hans far havde længe påstået, at der var store besparelser på benzinforbruget ved at følge hastighedsbegrænsningerne (fx køre 110 på motorvejen fremfor 130). Denne kendis testede derfor slavisk i en måned på strækningen til og fra arbejde. Han måtte bøje sig i støvet og fortalte: Han sparede faktisk en hel tankfuld benzin. Derudover var han meget gladere, mere afslappet (både når han ankom på jobbet og derhjemme). Tidsmæssigt tog det ca. 5 min. mere at køre turen, ikke meget mere. Så kunne han jo lige høre en ekstra sang i radioen og nyde sin egen skønsang. Alt andet lige en meget sundere måde at anskue transporttiden på – både for økonomien, sikkerheden, dig selv og dine medmennesker. God køretur i weekendtrafikken!

As promised: et skriv med inspiration til handlingslammede forældre og deres temperamentsfulde afkom. Been there, done that – and still do! Det virkede hos os, men kan ikke garantere returret på skidtet, hvis I ikke oplever det samme.

Som skrevet i fredags, har jeg virkelig gransket min sjæl for at finde roden til lillemandens reaktive adfærd og frustrationer. Har givetvis også fundet nogle af kilderne til hans nylige, trælse periode: trodsalder kombineret med “store, seje drenges leg” og mors hidtidige arbejdsliv. Og heldigvis er det blevet meget bedre: læs selv HER.

Jeg hører til et af de mennesker, der føler sig bedst tilpas, hvis jeg er handlingsorienteret – for vi må da kunne “ordne det”. Og det kan nogle gange være svært, når der er tale om følelser indeni et andet menneske (= vores barn). Derfor var jeg lykkelig efter mødet med en sød læser her fra bloggen. Hun har selv større drenge og kendte alt til, at der (i små drengehoveder) nogle gange ikke er langt fra tanke til handling. Én på lampen til andre, hvis situationen er unfair eller uoverskuelig! 

Hun fortalte mig om et projekt fra Aarhus Kommune kaldet OmTanke. Videnvitaminer om tanker og følelser, trivsel og sundhed. Kommunen beskriver selv projektet således:

OmTanke-projektet bygger på ny forskningsbaseret og praktisk viden om tanker, følelser og hjernen. OmTanke giver både børn og voksne bedre muligheder for at udvikle mentalt overskud og træffe sunde valg i en turbulent hverdag og derved mindske risikoen for konflikter, livsstilsproblemer og sygdom.

Materialet giver god baggrundsviden og kan læses online eller downloades HER. Det indeholder eksempler på situationer og gode værktøjer til at bearbejde dem. For børn (og familielivet i det hele taget) i alle aldre og køn. Det kan virke lidt langhåret, men faktisk kan man sagtens plukke lidt ud og teste af på en måde, der passer naturligt ind i jeres familie.

Fordi vores søn stadig er så lille og fordi, vi ikke ville have at han skulle føle sig som “et projekt”, valgte vi i første omgang et simpelt redskab ud og gjorde det til vores eget. Det blev integreret uden stor ståhej og som en del af hverdagen:

1) “Spiselegen”: her foreslog vi en aften at lege en hyggelig leg under aftensmaden. Og lege/konkurrencer er altid et hit – især hvis de voksne også gider at være med. Meget simpelt går det ud på, at vi under aftensmaden skiftes til hver at sige en god/sjov/hyggelig ting fra dagen, der næsten er gået. Først mor, så far, så Bertram. Og igen. Indtil vi hver har fundet tre gode situationer.

Han synes, det er ret hyggeligt at vi alle er med til at fortælle hinanden om noget. Han øver sig i at stoppe op og tænke. Han (og vi) tvinges ubevidst til at huske på, at alle dage rummer et eller andet positivt, som i øvrigt er rart at fokusere på inden det er sengetid. Så sover man altså gladere og bedre. Derudover øver han sig i at afvente og lytte til andre, når vi fortæller vores historier. Han kan finde på at spørge ind for at få uddybet det, vi fortæller. Og ikke mindst er han selv blevet mere åben for at fortælle om sin dag. Han har fundet ud af, at det giver ham og os noget, at han kan sætte ord på oplevelser.

Tidligere fortalte han hver dag, at han lavede “ingenting” i børnehaven. Og når vi spurgte, hvem han så lavede det sammen med, nævnte han altid de samme to navne. Ergo vidste vi kun, at han og to venner sad og lavede ingenting en hel dag (plus en linies info på tavlen i børnehaven). Nu kan han faktisk fortælle sjove små anekdoter. Nogle gange skal han guides, hvis han siger, at han ikke lige kan huske noget i dag: så spørger vi fx “var der noget med at I legede udenfor idag?” eller “lavede xx noget skørt idag?”. Så tænker han lidt igen og kommer i tanke om noget. Nogle gang finder han på noget, der var så hyggeligt dagen i forvejen, at det nævnes to dage i streg. Pyt med det – ikke vigtigt i det store billede.

Der er dage, hvor han ikke har lyst til at lege “spiseleg”. Så siger vi, det er helt ok. Aftaler bare at det kun er far og mig i dag. Så ender han alligevel med at joine, fordi det er for spændende. Alt i alt er han blevet bedre til at tænke sig lidt om, før han handler. Til at spørge ind, til at fortælle selv og til at lytte. Og ikke mindst kan trælse aftensmads-seancer med en træt treårig forebygges, da fokus flytter sig til at handle om “legen”. Gevinst med simple midler!

Jeg overvejede også at introducere 1-2 andre redskaber, hvis ovenstående ikke var nok:

2) Tæl: 1-2-3-4 når han trækker vejret ind og kun 1-2, når han puster ud. Tænker, det kunne være en god opgave for ham. Han elsker konkrete opgaver og i øvrigt at tale om tal eller bogstaver for tiden. Man kunne nok godt tale med ham om, at han skulle prøve at tælle på denne måde, hvis han bliver hidsig. Givetvis vil det ikke virke hver gang, men hvis han kunne øve sig i at fokusere på vejrtrækningen fremfor konflikten, vil bevidstheden om hvornår han bliver sur måske hjælpe ham.

3) 112-beredskab eller omtanke: Når han bliver lidt ældre, kunne det være interessant at tegne to hjernedele: tankehjernen og følehjernen (kaldet ambulancen, alarmcentralen eller 112). Så kunne vi tegne på et stykke papir, hvad man bruger dem til og have eksempler på situationer, hvor han bliver sur og bruger 112-hjernen. Når først der er sat ord og tegnet billeder på (som en leg), kan han øve sig i at flytte tanken fra følehjernen (den reaktive hjerne med 112-beredskab) til tankehjernen (hvor man tænker sig om). Igen er det sikkert vildt svært for ham, men hvis han kunne finde stolthed i at komme ud af en dum situation ved at fokusere på at flytte tanker, vil han føle at han har “vundet”. Tip: den fine tegning med de to hjerner og tilhørende eksempler kan farvelægges, lamineres og hænges et sted, han selv vælger. Så er han med i legen og tager mere ejerskab.

Håber, du kan finde gode idéer til handling i jeres familie, når det gælder sundhed og trivsel. Det er en fin balance: vær ikke for overambitiøs med tanke-projekterne (hverken for din egen eller familiens skyld). Det bør implementeres med naturlig omtanke!

/Lene

PS: Tak for tippet, Camilla. 

Og her er Medsøsterpanelets sidste spørgsmål i april. Denne gang fra forfatteren Sif Orellanas “skrive-retreat” bag skærmen i Østjylland –  og med langdistancemail direkte til Nicole Tangkjærs inbox i Portland, USA:

Hvad er lykke for dig, og hvad gør du for at skabe så meget af den i dit og din families liv som muligt?

af Nicole Tangkjær

Hmmm lykke…??

Lykke for mig er da min mindste søn Valde her for nylig tog hans første mange skridt alene – jeg bliver fuldstændig varm om hjertet, og får tårer i øjnene af at se det lille menneske, super stolt selvfølgelig, trippe hen over gulvet for første gang.

Lykke for mig er når min store dreng Olander siger ”Mommy I love you all the way to the moon and back” og samtidig kysser og krammer mig, som om jeg er den bedste i verden (hvilket jeg selvfølgelig er).

Lykke for mig er når jeg modtager en email fra min mand, hvor der i overskriften står: Vi kører på fredag…

”Most folks are about as happy as they make up their minds to be”,  Abraham Lincoln 

Tror han har ret! – hvis du sætter dig i hovedet, at du vil være lykkelig, se positivt på livet og ikke mindst få det bedste ud af livet, i de rammer du nu engang befinder dig i – så tror jeg virkelig, at du kan blive lykkelig!

Lykke for mig er 1000 ting… Hvis man kunne konkludere lykke for mig på en simpel måde (jeg er bare ikke så simpel) så tror jeg, at jeg overordnet vil sige, at lykke for mig, er at opnå de mål jeg har sat mig for i livet.

For mange er det at opnå mål måske forbundet med noget rent karrieremæssigt. For mig var et af mine mål bl.a. at kunne få lov til gå hjemme med mine børn, hvis jeg var så heldig at få nogen. Lykke er for mig at gøre de ting jeg har lyst til og drømmer om -  og ikke mindst at være priviligeret til også at kunne gøre det.

At der ikke er nogen der sætter dagsorden for mig, andet end mig selv, at jeg ikke er nødt  til noget (andet end selvfølgelig vasketøj, oprydning, madlavning (jeg elsker faktisk at lave mad), rengøring, indkøb etc.). Forstå mig ret: jeg nøjes på meget få punkter, (og her er der selvfølgelig tale om mig og min tilstedeværelse i livet, og ikke hverken materialistisk eller økonomisk)  – og det tror jeg er med til at gøre mig lykkelig!

Lige siden min mand og jeg mødte hinanden for snart 10 år siden, har vi været enige om én ting – vi har det her ene liv, vi er to mennesker (nu 4!), vi VIL være lykkelige! Ikke kun i weekenderne eller ferierne, men også i det daglige, når ungerne skriger og grøden brænder på…

Vi vil være med til at udleve hinandens drømme og opnå hinandens mål for på den måde at skabe lykke i vores tilværelse. Drømme og netop målet om også at udleve drømmen, skaber stor lykke i vores lille familie.

Pssst: Nå ja, min mand havde booket et lille ophold for os alle ved strand og vand her i påsken…

Endnu mere pssst: Og hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg faktisk også blive temmelig lykkelig af at købe en lampe jeg længe har ønsket mig…