Mette Thomsen fra Medsøsterpanelet stiller i dag endnu et spørgsmål til sine medsøstre. Denne gang svarer designer og indehaver af virksomheden ferm LIVING, Trine Andersen.
Hvad er dine tre bedste råd til kvinder, der går med en iværksætter i maven?
Først lidt om hvordan det hele begyndte: ferm LIVING startede i 2006 med en tapetkollektion på 10 designs. Jeg var selvstændig AD’er, grafiker og kreativ sparring for en række virksomheder, primært indenfor mode- og livsstilsbranchen. Ideén til at starte med en tapetkollektion opstod da vi købte et hus, der skulle renoveres,- her ville jeg blandt andet gerne tapetsere. Men jeg kunne ikke rigtig finde det look, jeg ledte efter og så voksede ideén ligesom på mig.
Det endte med, at jeg tilmeldte mig Formland messen, designede 10 tapeter, fik lavet nogle salgsprøver, som jeg så udstillede i februar måned 2006. Det var første gang min nye tapet kollektion skulle vises frem og det var en fantastisk oplevelse!
Vi fik så meget positiv opmærksomhed fra både kunder og presse. Og på messen besluttede jeg mig for, at jeg ville “gå hele vejen” og sætte det i produktion. Så er det gået “slag-i-slag” derefter.
Det er sjovt at tænke tilbage på dengang, hvor vi havde ti varenumre i sortiment – i dag har vi omkring 400, så det er en lidt anden “butik” at holde styr på. På billedet ses vores første lille messestand, hvor min kæreste og veninde var med til stor hjælp og opbakning…
Som I måske fornemmer, har jeg på kort tid opbygget en helhjertet erfaring i at være iværksætter (og mor og kvinde). På baggrund heraf får I mine tre bedste råd til kommende kvindelige iværksættere:
1. Du skal nok ikke planlægge at få børn de kommende 2 år, hvis du opstarter virksomhed.
2. Hvis du har lysten og idéen, så spring ud i det. Jeg tror mange tænker og bekymrer sig så meget på forhånd, at projektet ikke bliver en realitet.
3. Hav så små faste udgifter som muligt i starten.
Held og lykke med dit projekt!
/Trine Andersen














